Løkke til skattemøde lørdag
Drama i weekenden: Kommer Venstre med i skattereform?
Med eller ej?
Det er der fortsat ingen, der kan svare på, når spørgsmålet kommer til Venstres mulige deltagelse i en omfattende skattereform, der skal få 250.000 danskere til at slippe for topskat.
Men weekenden kommer muligvis til at give et solidt fingerpeg på Venstres deltagelse.
Kræver flere mia. kr.
Her skal Venstres formand Lars Løkke Rasmussen og finansminister Bjarne Corydon (S) over kaffe i Finansministeriet for anden gang mødes for at tale om den omstridte skattereform.
Mødet finder efter planen sted lørdag klokken 11, erfarer Jyllands-Posten.
Forud for mødet har Venstre kridtet fronten ret klart op:
Hvis ikke regeringen er parate til at bruge yderligere milliarder på »reelle skattelettelser,« så vil Løkke »hellere vente på situationen, hvor vi har mulighed for at lave den rigtige løsning,« som han sagde, da han tirsdag forlod det første møde.
Fra en lomme til en anden
Flere i Venstres bagland har de seneste dage forsøgt at presse Løkke til at komme med i skattereformen, men Løkke vil ikke på forhånd love hverken at deltage eller stå udenfor reformen.
»Jeg har ikke noget som helst problem med at forklare at skattelettelser, der betales ved at flytte penge fra en lomme til en anden, er perspektivløst. Det er mit ansvar at øge regeringens ambitionsniveau,« sagde Løkke tidligere i dag til Jyllands-Posten.
Hvis ikke Venstre vil deltage i en skattereform med regeringen, så står flere muligheder åbne for regeringen, der kan finde flertal enten med både De Konservative og Liberal Alliance eller alene med Dansk Folkeparti.
Schmidt-Nielsen: Klar til kompromisser
Mest sandsynligt er det dog, at regeringen uden Venstre vil se mod sit faste støtteparti Enhedslisten.
Politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen har været nådesløs i sin kritik af regeringens forslag til en skattereform, men hun meldte sig fredag på banen med mere forsonende ord efter en meningsmåling viste, at Socialdemokraterne står til blot 16,9 pct.
»Det bør nu stå ret klart for regeringen, at strategien med at føre blå politik for at vinde vælgere tilbage fra Venstre ikke virker,« siger Johanne Schmidt-Nielsen til Ritzau.
»Hvis regeringen er parat til at ændre kurs, så står Enhedslisten parat til at forhandle og til indgå kompromisser. Det skal der ikke herske tvivl om,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
I de seneste dage har finansminister Bjarne Corydon også holdt møder med De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og netop Enhedslisten.
Ingen af partierne har endnu besluttet at forlade forhandlingerne om skattereformen.
Skattereformen er indgået mellem regeringen, Venstre og Konservative. Den indebærer følgende:
* Skatten på arbejde sættes ned med i alt lidt over 14 milliarder kroner frem mod 2022.
* Topskattegrænsen hæves med 57.900 til 467.000 kroner, når den er fuldt indfaset i 2022. Folkepensionister får samme forøgelse af topskattegrænsen som andre.
* Beskæftigelsesfradraget forhøjes fra de nuværende 5,6 procent til 10,65 procent i 2022, og det maksimale beskæftigelsesfradrag øges fra 17.900 kroner til 34.100 kroner.
Højere ældrechek
* Der indføres et ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere ud over det almindelige beskæftigelsesfradrag. Det maksimale ekstra fradrag udgør 20.000 kroner.
* Ældrechecken forhøjes med 4500 kroner årligt for folkepensionister med lave indkomster.
* Overførselsindkomster (kontanthjælp, dagpenge og førtidspension) reguleres med en lavere procentsats end hidtil i 2016-2023. Det betyder, at de ikke stiger med lønudviklingen i resten af samfundet, men kun reguleres efter prisudviklingen. Besparelse: Tre milliarder kroner.
* Der skal findes besparelser for 2,7 milliarder kroner i forsvaret og en milliard kroner fra EU-bidraget.
* Øget beskatning af danskere der arbejder i udlandet.
* Fradrag for rejseudgifter og dobbelt husførelse sænkes fra maksimalt 50.000 kroner til maksimalt 25.000 kroner.
* Ejendomsværdiskatten og skatteværdien af rentefradraget fastholdes frem til 2020.
Arbejder på løsning
* Afgifterne på blandt andet fedt, sukker og kaffe reguleres, så de fremover følger prisudviklingen. Samlet set bidrager det med 2,6 milliarder kroner.
* Børnechecken for velhavende forældre nedtrappes, men det gælder indtil videre kun for par, der er gift. Hvis en af forældrene tjener mere end 700.000 kroner om året, nedtrappes børnechecken med to procent af den indkomst, der ligger over 700.000. Skatteministeriet arbejder på at finde en løsning, der gør det teknisk muligt også at nedtrappe børnechecken for forældrepar, der ikke er gift.
* Den såkaldte iværksætterskat fra 2009 ophæves. Til gengæld øges beskatningen af bankerne ved den såkaldte lønsumsafgift.
* Beskatningen af dieselbiler og fri bil øges.

OL-guldvinder vil i EU-Parlamentet

Mobilkunder køber katten i sækken
Obama nævnte Danmark i stor forsvarstale
USA's præsident lagde torsdag grunden til en ny strategi mod terror. Læs artikel
Sidste kampskridt før brugerbetaling
Lægerne indsamler ydernumrene og gør klar til brugerbetaling. Læs artikel
Flere anholdelser efter soldaterdrab
Sexskandale på USA's fineste militærakademi
Kvindelige elever blev videofilmet og beluret i badet i den seneste af mange sexkrænkelser. Læs artikel












