Folkeafstemning om indvandringen?

Den sidste weekend i juli 1985 så danske tv-seere med lige dele overraskelse, foragt og frygt tv-billeder fra Kalundborg, hvor en gruppe danskere havde kastet sten og flasker mod et center for iranske flygtninge. I forlængelse af optøjerne i byen blev der smidt en brandbombe mod et andet nærliggende asylcenter, og der blev efterladt plakater med budskabet ”sorte svin - rejs hjem”.

I midten af 1980'erne kunne borgerne i Danmark i høj grad opleve, at feriebyer, hoteller og nedlagte skoler blev omdannet til asylcentre for folk, der var flygtet fra krigen mellem Iran og Irak samt fra borgerkrigen i Libanon.

Alene i 1986 kom 9.000 flygtninge til landet fra især Mellemøsten. Året efter dannedes den indvandrerkritiske Den Danske Forening. På den københavnske vestegn begyndte bl.a. Ishøjs socialdemokratiske borgmester Per Madsen at kritisere fordelingen af flygtninge og indvandrere. Rundt omkring i befolkningen begyndte det at røre på sig, men på Christiansborg var der ingen reaktion. Kun folk som nuværende integrationsminister Birte Rønn Hornbech (V) og til dels justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), der senere blev fældet af tamilsagen, advarede mod en farlig udvikling.

Spørgsmålet om, hvorvidt vælgerne skulle spørges ved en folkeafstemning, var end ikke til diskussion. Det er der flere forklaringer på, når man spørger datidens politikere og debattører.

Skarp debat i 1980'erne
I 1983 havde Folketinget under den netop tiltrådte Schlüterregering vedtaget det, der senere blev kaldt verdens mest liberale lovgivning på flygtninge-/indvandrerområdet. En kommission med Dansk Flygtningehjælps daværende formand og nuværende ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen havde længe arbejdet på et udspil til den afgående Anker Jørgensen-regering.

Venstres daværende udlændingeordfører - den senere radikale - Bjørn Elmquist husker i dag kun forhandlingerne som noget, som en enig Venstre-gruppe bakkede op.

»Man skal huske, at de borgerlige var meget optaget af øst/vest-problematikken. Man ville gerne modtage flygtninge fra bag Jerntæppet, og langt de fleste borgerlige-liberale så slet ingen problemer i datidens lovgivning. Venstre og konservative var også meget fokuseret på afstemningen om EU's indre marked og arbejdskraftens fri bevægelighed osv. Jeg mindes slet ikke, at spørgsmålet om indvandrere og flygtninge var specielt stort, og hvis nogle foreslog en folkeafstemning, hvordan skulle vi så formulere spørgsmålet?,« siger Bjørn Elmquist i dag.

En central kilde i Venstre siger, at et forslag om en sådan afstemning i årene efter 1983 ville have udløst et slagsmål med de radikale, som Venstre var afhængig af til den økonomiske politik. Derfor lod partiet sig presse til lempelser i udlændingelovgivningen. Venstre tog dog en konfrontation med Folketinget og de radikale med den vejledende folkeafstemning om EF-pakken i 1986. Partiet ville ikke risikere, at medlemskabet af EF blev bragt i fare, hvilket kunne blive konsekvensen, hvis Folketinget nedstemte forslaget om det indre marked.

Spørgsmålet om indvandring og rettigheder til indvandrere har i høj grad ligget i de EF- og EU-afstemninger, der har været gennemført siden 1972, mener den radikale veteran, Niels Helveg Petersen:

»Vi har forpligtet os til at følge EU-retten. Derfor har der ikke været behov for en afstemning om indvandring.«

Kritik fra Århus-borgmester
Tidligere Århus-borgmester og senere indenrigsminister, Thorkild Simonsen (S), er ikke i tvivl om, at man holdt befolkningen i uvidenhed om, hvad man foretog sig.

»Man lukkede debatten uden at fortælle, hvad man rent faktisk foretog sig. Før var der kun kommet et meget begrænset antal flygtninge og indvandrere til landet, men det steg efter vedtagelsen af loven i 1983 til det ti- og tyvedobbelte. Jeg fik megen skældud for at sige, at der kom for mange. Ikke fordi jeg havde noget imod dem, men fordi kommunerne ikke kunne klare presset. Jeg ved ikke, om vi skulle have haft en folkeafstemning, men man skulle i hvert fald have fortalt befolkningen de reelle tal,« siger Thorkild Simonsen.

Krarup: De turde ikke
Deri er Søren Krarup, nuværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og mangeårig samfundsdebattør om ikke mindst indvandring, helt enig.

»Politikerne har været bange og udvist foragt for folket, og derfor har vi aldrig fået en afstemning. Jeg er sikker på, at stemningen i befolkningen allerede i 1980'erne ville have vist, at der skulle strammes op. Der var uro og bekymring, men også en frygt for at stå frem og sige, hvad man mente. Det sørgelige ved den borgerlige regering under Schlüter var, at den ikke havde sans for, hvad der stod på spil,« siger Søren Krarup.