*

Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Politik

Her er de sjoveste og mest opsigtsvækkende valgplakater

Der er noget særligt over valgplakater. Med denne liste hylder vi de mest kreative, sjove eller ligefrem smukke af slagsen.

Kommunal- og regionsvalget nærmer sig med hastige skridt, og som altid kappes kandidaterne om vælgernes opmærksomhed.

Nogle med klassiske valgplakater i lygtepælene − andre med ekstra kreative, anderledes, skæve eller skøre motiver, der får folk til at standse op på cyklen eller på fortovet.

På jp.dk samler vi traditionen tro valgkampens pletskud − også de ufrivilligt morsomme − men vi har brug for din hjælp. Så send meget gerne et tip eller et billede til steen@jp.dk, hvis du falder over en genial plakat i din valgkreds. Så opdaterer vi listen.

Odense Classic

Odense-borgmester Peter Rahbæk Juels plakat er så eftertragtet, at han har sat dem til salg. Foto: Peter Rahbæk Juel

»Vi er der for hinanden« og »Odense« står der på borgmester Peter Rahbæk Juels grafiske plakater med Odense-motiv.

Borgerne har taget så godt imod dem, at den socialdemokratiske borgmester har fået trykt nogle flere og sat dem til salg.

Hvis det har interesse, kan de købes for 50 kr. i Socialdemokratiets kampagnebutik i Kongensgade 15 så længe lager haves.

To stemmer i hus

Jarl Gorridsen tager forskud på glæderne i Silkeborg. Foto: Lars Bing Lauritzen

Man kan ikke anklage Venstre-byrådsmedlemmet Jarl Gorridsen for at være pessimist. »Der fik han lige vores stemme,« siger det ventende par på denne lidt atypiske valgplakat, som er spottet i Silkeborg.

Gorridsen, som er formand for kommunens Plan-, Miljø- og Klimaudvalg, går til valg på »fornuft og fornyelse« og er - jævnfør plakaten - tilsyneladende ikke bange for at tage glæderne lidt for forskud.

Holger fundet

Ingen grund til at lede længere. Holger er fundet i Varde. Foto: Ilse Due

En kvik borger har fundet Holger. I Varde. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der er tale om det radikale byrådsmedlem og spidskandidat i byen Holger Grumme Nielsen.

Han blev valgt ind i byrådet i 2013 med 388 personlige stemmer. Til daglig arbejder han som museumsinspektør ved Vardemuseerne.

Kammerater!

Kommunisterne har ikke haft et sæde på Københavns Rådhus siden 1993, men Anders Sørensen håber at bryde tørken. Foto: Anders Sørensen

Man hører ganske vist ikke så meget til Kommunisterne længere, men de findes skam stadig og stiller med hele 11 kandidater på stemmesedlen til kommunalvalget i København.

33-årige Anders Sørensen er partiets spidskandidat. På en platform om at give arbejderklassen en stemme på rådhuset håber han at blive den første kommunist i borgerrepræsentationen i 25 år.

Det er anden gang, han stiller op. Ved kommunalvalget i 2013 fik han 366 personlige stemmer.

Send storken på overarbejde

Kristendemokraterne slår et slag for familieforøgelser. Foto: Lene Rimestad

Kristendemokraterne er lige kommet på stemmesedlen til næste folketingsvalg. Men ude i kommunerne har partiet været i gang længe.

I Odense gør de kristne eksempelvis opmærksom på en overset problemstilling. Hvad partiets kandidater vil gøre for at indfri ambitionen melder historien ikke noget om.

Ikke et ord om maskeringsforbud

Host, host! København har brug for renere luft, mener SF-spidsen Sisse Marie Welling. Foto: Ninna Thomsen

SF's spidskandidat i København, Sisse Marie Welling, vil have et København, hvor luftforurening fra dieselbiler og brændeovne ikke forkorter borgernes liv. Hvilket hun tydeligt gør opmærksom på med denne alternative plakat.

På trods af sine kun 31 år har Sisse Marie Welling allerede års erfaring fra Københavns Borgerrepræsentation, hvor hun er SF's ordfører for beskæftigelse, integration, bolig og sundhed.

Så skål da!

Skål! Daniel Staugaard (V) er byrådskandidat i Sønderborg Kommune.

Hvad gør man, når kommunalvalgkampen falder sammen med den lokale Oktoberfest?

Ja, den sønderjyske venstremand Daniel Staugaard var i hvert fald ikke i tvivl, da plakaterne skulle op i hans hjemby Vester Sottrup.

»Jeg skulle traditionen tro med til Oktoberfesten om aften, selvom jeg i år lige skulle hænge plakater op først. Festen skaber en sand folkevandring i gennem byen ned mod Sundeved Hallerne, hvor den afholdes. Derfor havde jeg til dagens anledning lavet denne plakat, som blev hængt op i byen for at skabe lidt tyrolerstemningen,« skriver Daniel Staugaard til Jyllands-Posten.

Allon til undsætning

Å-manden Allon vil komme borgere i Furesø til undsætning, hvis han bliver valgt. Foto: Allon Hein Sørensen

Superheltetemaet går igen på flere af de kreative valgplakater i år.

For eksempel her på Allon Hein Sørensens Clark Kent-inspirerede bud. Han er Alternativets spidskandidat til byrådet i den socialdemokratiske Furesø Kommune og sidder desuden i bestyrelsen for Medicinsk Cannabis Forening Danmark - en forening, der arbejder for at syge borgere kan blive behandlet cannabis.

Brug hovedet!

Peter Dencker (DF) har ofte hovedet begravet i sin iPad, mener hans datter. Foto: Peter Dencker

I Hvidovre kigger folk nok en ekstra gang på DF'eren Peter Denckers hovedløse valgplakater. De skal dog ikke forstås sådan, at politikere generelt har hovedet under armen, forsikrer han.

»Min tanke var at lave en plakat, der var anderledes end alle de andre portrætbilleder, man ser.«

»Jeg fik en lys idé, og så var den der," siger DF'eren, som ud over at være lokalformand er nr. seks på DF's liste i Hvidovre.

Kompleks kandidat

Socialdemokraten Rune Dybvads valgplakat fremstiller ham, som et sammensat menneske - i et »sammensat København«. Foto: Steen A. Jørgenssen

S-politikeren i København, Rune Dybvad, har valgt at hænge 100 alternative valgplakater op i lygtepælene.

Han skriver selv om motivet:

»Jeg har valgt at få lavet en ”sammensat” plakat, fordi jeg ligesom alle andre er et sammensat menneske. Forskellige personer og oplevelser har haft indflydelse på, hvem jeg er i dag. Men ligesom vi alle er sammensatte personer, så er København også en sammensat by. Det gør den mangfoldig og unik. Det skal vi holde fast i. København må aldrig blive for de få.«

Øver sig på feminisme

Det nye feministiske projekt, Feministisk Initiativ, er opstillet som Liste Q i København og Region Hovedstaden. Foto: Steen A. Jørgenssen

Der findes et Feministisk Initiativ i både Norge, Sverige og Finland, og 5. juni i år kom Danmark også med på vognen.

Det feministiske parti er opstillet i København og Region Hovedstaden og hovedfokus er ligestilling og lige adgang for alle uanset »køn, opholdsstatus, kønsidentitet, etnicitet, alder, kønsudtryk handicap, klasse, tro/religion, uddannelsesniveau, nationalitet og seksualitet,« skriver partiet om sig selv.

Partiet er i valgforbund med Enhedslisten, SF og en række mindre partier i Københavns Kommune.

Vinteren kommer

Skyerne trækker sig sammen over Aarhus. Foto: Thomas Vibjerg

Det kan godt være, at de stiller op i Smilets By, men det er ikke ligefrem fest og farver, som Nye Borgerliges kandidater hr. Kold og hr. Sort udstråler. Tværtimod virker de - ufrivilligt - som nogle lidt efterårsagtige bekendtskaber i hinandens selskab.

Jan Sort er næstformand for NB i Aarhus, og har tidligere været officer i hære, mens Thomas Kold er partiets spidskandidat i byen. Han er desuden kandidat til Folketinget og til regionsrådsvalget.

Youtube-plakaten

Charlotte Bies plakater inviterer til at trykke play og høre mere fra LA-kandidaten. Foto: Charlotte Bie

I en digital tidsalder er valgplakater måske lidt af en anakronisme.

Charlotte Bie fra LA i Fredensborg Kommune gør livtag med problemstillingen på sin valgplakat, som er designet som en youtube-video med play-knap.

Charlotte Bie har sidder i byrådet i Fredensborg siden 2013 - oprindeligt for Venstre, men tidligere i år skiftede hun til Liberal Alliance.

Et kunstværk som plakat

Kunstneren Jeppe Eisner har malet denne meget detaljerede valgplakat for Lyngby-Taarbæks konservative borgmester Sofia Osmani. Foto: Jeppe Eisner

Lyngby-Taarbæks borgmester Sofia Osmani (K) må siges at have en af de mest detaljerede valgplakater i år. Det farverige motiv er malet af kunstneren Jeppe Eisner som en form for visuelt CV for den 38-årige borgmester.

»Plakaten er lavet for at bryde med den traditionelle og knapt så dekorative valgplakat, og motiverne repræsenterer nogle af de ting, som jeg synes er vigtige for eksempel de grønne områder, seniorlivet og fritids- og skolelivet,« fortæller Sofia Osmani om plakaten, hvor både hendes forældre, mand og to børn er kommet med i motivet. Originalen hænger hjemme i stuen.

Picasso på spil

Picasso har ikke levet forgæves, viser S-kandidat Alexander Stürups alternative valgplakat. Foto: Søren Dragsbæk Holm

23-årige Alexander Stürup (S) har fået en veninde til at male denne alternative valgplakat som supplement til hans egentlige plakater. Kunstværket kan blandt andet opleves i København SV og på Vesterbro, hvor det helt sikkert vil få folk til at kigge en ekstra gang.

Alexander Stürup er kandidat til Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet.

Lokalpatrioterne i Sønderjyllands slår et slag for sproget. Foto: Ruth Candussi

I grænselandet stiller Slesvigsk Parti op i de fire sønderjyske kommuner Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder samt til regionsrådet i Syddanmark. Både med traditionelle valgplakater, men også med tekstplakater som denne sproglige skønhed.

»I Sønderjylland er vi ret stærke til "æ sproch", nemlig sønderjysk, eller synnejysk, som det hedder på "æ sproch"!« skriver partisekretær Ruth Candussi til Jyllands-Posten.

Mærkesagen er samarbejde mellem de fire kommuner og udvikling i hele Sønderjylland.

Cykler i alle størrelser

Cykler i alle former - København skal være for alle, mener S-politikeren Jonas Bjørn Jensen.

Jonas Bjørn Jensen har fundet en smart måde at symbolisere, at han både går op i miljøet og vil favne bredt som politiker: Med cykler.

Den 31-årige socialdemokrat har siddet i Københavns Borgerrepræsentation siden 2009. Han er medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og arbejder desuden som konsulent i 3F.

It's Velfærds-Man!

SF'eren Neil Bloem har ladet sig tegne som velfærdens beskytter. Plakat: Neil Bloem

Neil Bloem kunne måske lyde lidt som navnet på en superhelt? I hvert fald har SF-kandidaten i København ladet sig portrættere som helten, der beskytter børnehaver og plejehjem mod nedskæringer og brugerbetaling. Den 35-årige politiker sidder til daglig i Københavns Borgerrepræsentation, hvor han er socialordfører og håber på genvalg.

Johanne Schmidt-Nielsens tegning

Per Clausens (Ø) valgplakat er tegnet af partifællen Johanne Schmidt-Nielsen. Foto: Per Clausen

Enhedslistens udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen har i årenes løb tilbragt utallige timer i møde med partifællen Per Clausen. Faktisk så mange, at hun har udviklet et særligt talent for at tegne den karakteriske EL-politiker i tidligere gruppeformand i folketingsgruppen.

Og i år har Per Clausen valgt at bruge karikaturen som sin valgplakat. Plakaterne hænger rundt om i Aalborg, hvor Per Clausen har siddet i byrådet siden 2014.

Den upolitisk korrekte

Den upolitisk korrekte kandidat. Foto: Allan Christensen

Allan Christensen fra Dansk Folkeparti i København er godt træt af den politiske korrekthed, og det bruger han sin valgplakat til at fortælle. Men det er vist gået lidt for hurtigt med den grammatiske korrekthed, når »politisk ukorrekt« er blevet til »upolitisk korrekt.«

Selv forklarer han sit budskab således:

»"Upolitisk korrekt" er i bund og grund et opråb mod den politiske korrekthed og i høj grad også et udtryk for politikerlede. Valgplakaten som helhed sigter mod de mange borgere, der som jeg selv er trætte af skolede levebrødspolitikere,« skriver han til JP.

Når den 40-årige DF-kandidat ikke hænger i lygtepælene i København arbejder han som elektriker i hovedstaden.

Den lidt for smarte

Plakaten her blev for meget for Dansk Folkeparti, og Per Hauge blev ekskluderet med øjeblikkelig virkning. Foto: Bo Nygaard Larsen

En anden uheldig DF-kandidat er Per Hauge fra Solrød.

På sin plakat opfordrede han direkte vælgerne til at droppe de to øverste DF'ere på listen som han kladte »uægte«, og det blev for meget for DF's hovedbestyrelse.

»Per er blevet ekskluderet med omgående virkning for illoyalitet. Jeg har aldrig set noget, der bare minder om hans plakater,« siger lokalformanden Jens Fiskbæk til sn.dk.

Video: Levende politikere blev hængt op i lygtepæle:

Den nystartede lokalliste Fusion Randers løb ind i problemer, da valgplakaterne ikke dukkede op fra trykkeriet. I stedet fandt partiet på en temmelig alternativ løsning, som kan i ovenstående humoristiske video, som partiet selv står bag.

Den nye silkevej

Manden, der gav os sloganet »Glass-Steagall eller Kaos!« er klar med endnu et pletskud. Foto: Tom Gillesberg

Man ved bare, at Schiller Instituttets Venner aldrig skuffer, når det kommer til opsigtsvækkende valgplakater. Tom Gillesberg og de trofaste venner, som vil genindføres den ultra-strikse Glass-Steagall-banklov fra 1930'ernes USA, har været at finde på stemmesedlerne ved forskellige valg siden 2005. Altid med klare advarsler om de finansielle markeders snarlige kollaps.

I denne omgang Tom Gillesberg, frontmanden i det lille parti, kandidat til både Københavns Borgerrepræsentation og Region Hovedstaden.

Mere Wang, mindre wrong

Liberal Alliances gruppeformand på Københavns Rådhus, Heidi Wang, har efterhånden gjort sine ret kreative valgplakater og kampagnebilleder til sit vartegn, og i år er ingen undtagelse. Sloganet er »Mere Wang, mindre wrong«, og LA'eren, som i øvrigt er præsident for Nordic-Chinese Chamber of Commerce ved siden af lokalpolitikken, spiller tykt på sit kinesiske opgav. Eksempelvis skriver hun til en bruger på Facebook, der godt kunne lide hendes plakat: »Tak for ros, men jeg vil hellere have ris.«

Ikke hende med brylluppet...

De seneste uger har stormvejret om Anna Mee Allerslevs bryllupsreception på Københavns Rådhus fyldt godt i mediebilledet.

Og flere vælgere havde åbenbart svært ved at skelne den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester fra andre københavnner-kandidater med asiatisk baggrund. Derfor så Karina Bergmann fra Liberal Alliance sig nødsaget til at lave denne plakat, som siden er blevet delt vidt og bredt på sociale medier. På Facebook skrev hun:

»Flere (der ikke kender mig) har taget fejl eller har spurgt, så bare for at slå én ting fast.«

Det er godt nok ikke en rigtig valgplakat, men vi tager den alligevel med på listen.

Karina Bergmanns partifælle Heidi Wang hoppede også med på vognen og tog spøgen ét skridt videre (billedet tv.)

»Stem på den blå kost«

Det var ikke ligefrem kærligt ment, da Venstre-kandidaten Caroline Stage fik sit øgenavn. Ophavsmanden var en "sød" herre på Facebook, der sendte hende en rasende svada med en hel masse skældsord − heriblandt, at hun var en »fucking blå kost« forklarer hun. Men i stedet for at blive vred eller ked af det valgte hun at bruge øgenavnet aktivt.

»Så er det også en mulighed for at tale med folk om, hvordan vi generelt taler om og med hinanden på Facebook, når de spørger mig om, hvorfor jeg kalder mig selv for en kost,« siger Caroline Stage, som ud over at sidde i Københavns Borgerrepræsentation for Venstre er ansat hos British American Tobacco.

Troels eller kaos

Skuespiller og S-kandidat på Frederiksberg har hentet inspiration fra selveste Thorvald Stauning til sin valgplakat. Foto: Anna Viemose

På Frederiksberg har Troels II Munk hentet inspiration fra en af giganterne i Socialdemokratiet, nemlig tidligere statsminister Thorvald Stauning.

Mange kender måske Troels Munk som instruktur og skuespiller i en række danske film og TV-serier såsom »Sommer«, »Klovn«, »Unge Andersen« og »Efter brylluppet«. Men den 73-årige dramatiker er altså også kandidat til kommunalbestyrelsen for S.

Eks-piraten

Rolf Bjerre fra Alternativet lavede en fotoserie med Stauning-portrætter af sig selv før han udvalgte sin valgplakat. Foto: Rolf Bjerre

Også Rolf Bjerre fra Alternativet har ladet sig inspirere af den ikoniske »Stauning − eller Kaos« plakat fra folketingsvalget i 1935.

Klappen for øjet er en reference til hans fortid som Piratpartiets formand, forklarer han.

I 2013 fik han 451 personlige stemmer som eneste pirat i København, men siden 2014 har han været en del af Alternativet. Den 38-årige Å-kandidat stiller op til både kommunal- og regionsrådsvalget i hovedstaden.

Den stærke kvinde

Karina Lorentzen Dehnhardt er SF's spidskandidat i Kolding.

Der er brug for en stærk kvinde for bordenden i Kolding. Det mener SF's spidskandidat Karina Lorentzen, som går efter at vippe venstremanden Jørn Pedersen af borgmesterposten ved valget 21. november.

43-årige Lorentzen sad i Folketinget for SF fra 2007 til 2015 og var blandt andet partiets rets-, udlændinge- og miljøordfører samt formand for Folketingets Retsudvalg.

Tag Frederiksberg tilbage

Denne mærkesag falder nok ikke i lige god jord hos alle på Frederiksberg. Foto: Steen Seersholm

På Frederiksberg i København huserer Frederiksbergs Folkeparti med det kontroversielle budskab: Jyderne ud af byen.

Partiet stiller med fire indignerede Frederiksberg-borgere på stemmesedlen ved årets kommunalvalg, og mærkesagen er altså klokkeklar:

»Vi har fået nok af de over 1.000 jyder der hvert år søger mod vores by. Vi har fået nok af deres kultur som er uforenelig med vores. Vi har fået nok af den spritbilisme og momssvindel de bringer med sig. Og vi vil have handling fra politisk side, nu!« skriver partiet på sin hjemmeside.

Glemte han teksten?

Når det skal gå virkelig stærkt. (@gu_t_v)

Et opslag delt af Anders Søby Hemmingsen (@andershemmingsendk) den

Ups, glemte Kristoffer Møller Jensen teksten på sin valgplakat?  Den unge Venstre-kandidat i Silkeborg har fået stor opmærksomhed på sociale medier hvor folk morer sig kosteligt over hans manglende korrekturlæsning af sin valgplakat.

Men det er nok alligevel Kristoffer Møller Jensen, der ler sidst. Til TV MidtVest fortæller han, at "fejlen" er et helt bevidst forsøg på at skille sig ud fra mængden og få opmærksomhed.

»Det er faktisk en planlagt gimmick med fuldt overlæg. Det er ikke en trykfejl, som det kunne ligne,« siger den 18-årige kandidat.

Den selvlysende

Alternativet har brugt et ukendt beløb på at hænge en selvlysende HÅB-plakat op i de 83 kommuner, hvor partiet er opstillet. Foto: Alternativet

Alternativet er bare alternative. I år har det nye parti på kommunalvalgsstemmesedlen disket op med et selvlysende »HÅB« som hænger i de 83 kommuner, som partiet opstillet i.

I dagslys er plakaten sort-hvid og man kan kun se partibogstavet Å, men når mørket falder på, lyser Å’et op og suppleres af et H og B i selvlysende grønt, så ordet HÅB dannes.

Forbipasserede kan selv være med til at holde det selvlysende grønne HÅB i live ved at lyse på valgplakaterne med eksempelvis lommelygter eller mobiltelefoner, oplyser partiet.

Flere (u)heldige valgplakater:

Avis lavede stor bommert: R-kandidat blev døbt »Hitler« i valgannonce

Er der mening med valgskaben? Hvorfor det bolle-Å, Bynyamin Simsæk...?

Liberal Alliance hængte valgplakater op på tyrkisk - men teksten betyder noget andet, end de troede

Socialdemokrater i Esbjerg destruerer 1.200 tyske valgplakater

Send os dit bud

På Jyllands-Posten elsker vi valgplakater, og vi har sikkert slet ikke fundet alle de sjove eksempler ude i lygtepælene endnu. Så send os dit bud, hvis du ser en plakat, der skal med på listen.

Send en mail til steen@jp.dk eller skriv en kommentar under artiklen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her