*

Politik

Bredt flertal bag jobpræmie trods tvivlsom effekt

Både S og R står ved deres støtte til regeringens jobpræmie, selv om det ikke er sikkert, at den virker.

Arkivfoto: Jens Dresling/Polfoto

Udsigten til en skattefri bonus oven i lønnen har ikke fået ledige i job.

Sådan konkluderer en evaluering fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Kora, som Ritzau omtalte i weekenden.

Alligevel er et bredt flertal på Christiansborg klar til at bruge over en halv milliard kroner på netop en skattefri jobpræmie til langtidsledige kontanthjælpsmodtagere.

Evalueringen får hverken Socialdemokratiet eller De Radikale til at trække støtten. Beskæftigelsesordfører Sofie Carsten Nielsen (R) siger dog, at undersøgelsen bestemt gør indtryk:

- Det er også et politisk valg om at prøve nogle ting af. Den bliver større (end de tidligere jobpræmier, red.), og den kommer til at køre længere.

- Men jeg har været i tvivl om, hvor vi skulle stille os. Det er en del penge, som man for eksempel kunne bruge på at afskaffe uddannelsesloftet. Det tror jeg, ville give endnu flere og bedre muligheder, tilføjer ordføreren.

Faktisk er virkningen af jobpræmien så usikker, at regeringen ikke engang har indregnet nogen effekt på beskæftigelsen i lovforslaget.

Beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S) ser jobpræmien som en tiltrængt gulerod.

- Det er vigtigt over for denne her gruppe af langtidsledige ikke kun at piske dem, som regeringen gør med kontanthjælpsloftet.

Den nye jobpræmie giver langtidsledige ti procent af arbejdsindkomsten - dog højst 2500 kroner om måneden - i skattefri præmie for at komme i job.

Begge de tidligere jobpræmier, som Kora har undersøgt, var mindre. Nemlig fire procent af månedslønnen - dog højst 600 kroner om måneden.

Størrelsesforskellen er da også det, der får beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til at sige, at han "ikke er et sekund i tvivl om, at jobpræmien vil virke":

- De to tidligere jobpræmier er ikke sammenlignelige med den jobpræmie, vi laver nu. Den har et langt større økonomisk omfang.

- Vi ved også fra internationale undersøgelser, at jobpræmier med en vis økonomisk tilskyndelse til at gå fra passiv forsørgelse til arbejdsmarkedet har en effekt, siger ministeren.

Der afsættes 631,8 millioner kroner til ordningen frem til 2020. Men det er med Kora-professor Jacob Nielsen Arendts ord "meget usikkert, hvor meget man får for pengene":

- For selv de udenlandske studier, der viser en positiv beskæftigelseseffekt, er ikke nødvendigvis et godt regnestykke, sagde han til Ritzau i weekenden.

- Det kan godt være, man får flere i job, men det er en rigtig, rigtig dyr måde at få folk i job på.

Jobpræmien ventes endeligt vedtaget i Folketinget tirsdag og træder i kraft 1. april.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: Der er så meget, mænd ikke forstår

Signe Munk
"Tillykke til jer. Eller hvad siger man? Det er jo bare fordi, I er også kvinder, og det er jo kvindelandsholdet", sagde han. Og jeg tænkte fandeme nej. Tillykke til OS og Danmark.
Annonce
Bolig
Risiko for pest, mund- og klovesyge og salmonella: Det er forbudt at fodre høns med køkkenaffald
Pga. risiko for smitsomme husdyrsygdomme er det ikke lovligt at fodre høns, svin eller andre produktionsdyr med rester fra køkkenet og husholdningen. Læs, hvad du må og ikke må fodre dine høns med. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her