*

Politik

25 organisationer advarer Pind om overvågning på nettet

Stribevis af organisationer og brancheforeninger beder regeringen om at gentænke planerne om masseindsamling af data om danskernes færden på internettet.

Justitsminister Søren Pind. Arkivfoto: Anders Rye Skjold Jensen/Polfoto

Kritikken af regeringens planer om at genindføre logningskravet – masseindsamling og registrering af danskernes internettrafik – breder sig.

25 organisationer og brancheforeninger, herunder DI, Advokatsamfundet, Dansk Metal, HK og Forbrugerrådet, beder nu justitsminister Søren Pind om at udsætte forslaget og i stedet iværksætte en grundig udredning af både de juridiske, tekniske og økonomiske aspekter ved registreringen, der kaldes sessionslogning.

Disse 25 organisationer og brancheforeninger er gået sammen om et fælles brev til justitsminister Søren Pind, hvor de advarer om at indføre udvidet sessionslogning.
Det sker i et fælles brev til ministeren, hvor selve grundlaget for at genindføre masseindsamlingen af danskernes færden på internettet beskrives som »uklart« og »vanskeligt foreneligt med borgernes rettigheder og helt grundlæggende principper for et retssamfund.«

»Forslaget er i sit indhold juridisk betænkeligt, baseret på et meget uklart grundlag og vil indebære en massiv overvågning af danske borgere og virksomheder. Endvidere vil det påføre erhvervslivet særdeles høje omkostninger og byrder, som vil påvirke både investeringer og innovation på markedet negativt,« skriver organisationerne i brevet.

Hotelbranchen bryder sig ikke om at skulle overvåge gæsternes internetforbrug

Sessionslogning blev afskaffet af den daværende SR-regering i juni 2014 blandt andet fordi overvågningen havde vist sig ikke at hjælpe politiet. På trods af de mange milliarder datastumper, som hvert år blev lagret, kunne Justitsministeriets egen undersøgelse kun finde tre sager, hvor politiet havde benyttet internetoplysningerne om danskere i deres efterforskning.

Desuden fastslog EU-domstolen i april samme år, at EU's logningsdirektiv var ulovligt, fordi det var i strid med borgernes grundlæggende rettigheder.

V-regeringen vil nu genindføre dansk logning i en udvidet form, hvor hver enkelt slutbrugers internetfærden skal registreres systematisk. Det konkrete lovforslag er endnu ikke præsenteret, men tanken er givetvis, at moderniseringen skal være mere effektiv end dens forgænger. Allerede nu advarer interesseorganisationerne imidlertid om udvidelsen:

»Der er altså tale om en endnu mere omfattende registrering af trafikken knyttet direkte til hver enkelt borger og virksomhed i Danmark, som har et internetabonnement,« konstaterer de i brevet.

K modsætter sig Pinds forslag om sessionslogning

Forslaget
  • Regeringen er på vej med et forslag om at genindføre den såkaldte sessionslogning i en ny og udvidet form.
  • Med forbehold for ændringer kommer forslaget til at betyde, at teleselskaber og andre internetudbydere skal registrere og gemme oplysninger om, hvilke hjemmesider en computer eller mobil besøger, samt hvor mobiltelefonen befinder sig, når den bruges til at surfe, tjekke mails etc.
  • Desuden skal eksempelvis hotel- og restaurationsbranchen registrere deres gæsters brug af deres internet.
  • Informationerne skal som udgangspunkt gemmes i seks måneder, mens abonnementsoplysninger skal gemmes et år.
  • Hvis politiet eller PET får en dommerkendelse, kan de få adgang til de registrerede oplysninger. Selve indholdet af kommunikationen er ikke omfattet af logningen.

Kilde: Justitsministeriets mødedokumenter

Søren Pind har begrundet regeringens planer med, at det et nødvendigt at få »tidssvarende logningsregler« i takt med, at teknologien udvikler sig og flere kommunikerer via internetbaseret telefoni. Desuden beskriver han logning et »helt centralt« redskab for politiet.

»I dag logges oplysninger om, hvilke telefonnumre der har ringet til hinanden på hvilket tidspunkt, men hvis parterne bruger internetbaseret telefoni som f.eks. Messenger, Skype eller iMessage, bliver oplysningerne ikke logget. I den tid vi lever i, nytter det ikke,« udtalte Pind i forrige uge i en skriftlig kommentar.

Samme argument kommer fra Rigspolitiet, som længe har ønsket at få sessionslogning tilbage for at kunne få adgang til oplysninger om mistænkes internettelefoni med en dommerkendelse i hånden.

Regeringens lovforslag ventes fremsat sidst i marts efter en høringsperiode.

S er ikke afvisende over for mere overvågning af danskere

På Christiansborg har modstanden mod sessionslogning allerede bredt sig. På nej-siden står Liberal Alliance, De Konservative, Radikale, Alternativet, SF og Enhedslisten.

Dansk Folkeparti bakker op om forslaget, mens Socialdemokraterne endnu ikke har taget stilling. Partiet afventer det konkrete lovforslag, oplyser retsordfører Trine Bramsen.

»Vi er bekymret over, at terrorister kommunikerer og rekrutterer via Messenger og sociale medier med videre. Derfor skal vi finde løsninger. Men vi vil se forslaget, før vi begynder at udtale os om indholdet,« skriver hun i en sms til Jyllands-Posten.

Som det ser ud nu bliver netop Socialdemokraterne afgørende for, om sessionslogning får flertal.

På baggrund af brancheorganisationernes brev opfordrer Liberal Alliances it-ordfører Christina Egelund »på det kraftigste« regeringen til at lytte – ikke mindst når kritikken kommer »fra så mange fronter«

»Sessionslogning underminerer vores ret til privatliv, det er underkendt af EU, det belaster en række brancher, og ifølge Justitsministeriet virker det ikke efter hensigten. Søren Pind må tage kritikken alvorligt,« siger Christina Egelund i en pressemeddelelse.

Dokumentation: Læs hele brevet til justitsminister Søren Pind her (pdf)

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blogs

Blog: Den hårde tone fører til politisk vold

David Trads
Hvem har ansvaret for den alt for hårde tone? Det har en alliance af Dansk Folkeparti, Trykkeselskabet, Den Korte Avis og enkelte andre politikere og erhvervsfolk. De radikaliserer.

Blog: Hvorfor vil alle gakkerne legalisere hash?

Rune Toftegaard Selsing
Et ret ligegyldigt emne som narkotika er omgærdet af et stort hysteri, fordi principdyrkelsen har taget overhånd.

Blog: Skandaløs dækning af Brexit

Morten Uhrskov Jensen
Mere fordomsfuldt og uprofessionelt end DR og TV2 News bliver det ikke. En ynk på en meget vigtig aften.
Annonce
Biler
Guide til de hemmelige bilnyheder
Der er meget hemmelighedskræmmeri omkring kommende modeller. Vi har jagtet en af de mest hemmelige – og fundet den. 
Se flere
Bolig
Sådan skabte familien Lykke en strandvejsvilla, der forandrede familiens liv
Familien Lykke boede i otte år i deres hus ved Strandvejen i Køge, før de opførte den tilbygning, som forvandlede et småt og ordinært hus til et rummeligt og moderne hjem. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her