*

Politik

Søren Pind skal i samråd om mystisk Snowden-fly i København

Alternativet og Enhedslisten vil have svar på, hvilken rolle Danmark spillede i USA's forsøg på at pågribe whistlebloweren Edward Snowden under hans store flugt i 2013.

Foto: Anders Rye Skjold Jensen/Polfoto

Hvorfor gav Danmark tilladelse til, at et amerikansk regeringsfly landede i Københavns Lufthavn i sommeren 2013, mens Edward Snowden desperat forsøgte at undgå udlevering til USA?

Stod flyet, som angiveligt havde været benyttet af CIA til hemmelige fangetransporter, virkelig parat for at bringe NSA-whistlebloweren hjem til retsforfølgelse? Og var den daværende SRSF-regering i så fald orienteret om planerne?

Det skal justitsminister Søren Pind nu svare på, efter at Enhedslisten har trukket ham i folketingssalen på onsdag, og Alternativet har indkaldt ham til samråd om sagen.

Edward Snowden: Løkke bærer på en hemmelighed

»Det er fuldstændig uacceptabelt, hvis Danmark har hjulpet USA med jagten på Edward Snowden, og det peger alt desværre på, at vi har. Derfor er der brug for at få sandheden frem,« siger udenrigsordfører Nikolaj Villumsen (EL), som allerede i 2014 havde fokus på sagen.

Edward Snowden
  • 32-årige Edward Snowden blev verdenskendt, da han i juni 2013 stod frem som NSA-medarbejderen, der havde lækket dybt fortrolige oplysninger om USA's masseovervågning.
  • Første afsløring var, at overvågningsprogrammet PRISM gav NSA direkte adgang til private dataoplysninger om millioner af borgere fra servere hos ni førende netselskaber i USA.
  • Siden 23. juni 2013 har Snowden befundet sig i Rusland, hvor han har midlertidig asyl. I USA er han anklaget for spionage, tyveri at statslig ejendom og offentliggørelse af fortrolige oplysninger.

Også Alternativers retsordfører Josephine Fock efterlyser svar.

»Det er vigtigt at få belyst, hvad der egentlig foregik, og om oplysningerne i pressen om at flyet skulle bruges til at transportere Snowden, er korrekte,« siger hun og tilføjer, at sagen er i offentlighedens interesse.

»Jeg vil blandt andet gerne have svar på, om der blev lavet en konkret aftale med USA om at fragte Snowden,« siger hun.

En sådan aftale vil være problematisk, mener retsordføreren. På det pågældende tidspunkt i juni 2013 havde USA nemlig endnu ikke garanteret, at Edward Snowden ikke ville blive forsøgt idømt dødsstraf. Det skete først senere.

Indtil videre er der mange ubesvarede spørgsmål om det mystiske fly.

Det er dog bekræftet, at Gulfstream-jetflyet med registreringsnummeret N977GA landede i Københavns Lufthavn den 25. juni 2013.

At flyet tilhørte den amerikanske regering, og at de danske luftfartsmyndigheder gav tilladelse til landingen, er ligeledes bekræftet af dokumenter, som den danske aktivist og skribent Peter Kofod i december fik aktindsigt i hos Justitsministeriet. Hele aktindsigten er tilgængelig på Denfri.dk.

Pind: NSA skal overholde dansk ret ved overvågning

På det tidspunkt, hvor flyet landede, var Edward Snowden lige ankommet fra Hong Kong til Rusland, hvor han var strandet i Moskvas internationale lufthavn, fordi USA havde annulleret hans pas og dermed forhindret ham i at rejse videre til en sikker asyldestination. Først senere på sommeren fik Snowden politisk asyl i Rusland, hvor han har befundet sig lige siden.

Der er endnu ingen officiel forklaring på, hvad det amerikanske statsfly lavede i København den sommerdag i juni, men ifølge en artikel i det britiske onlinemedie The Register fra 2014 skulle flyet netop bruges til at transportere Edward Snowden tilbage til USA i tilfælde af, at han blev snuppet.

Det danske justitsministerium har tilbageholdt flere af dokumenterne i sagen – blandt andet med henvisning til at det kan skade Danmarks forhold til USA, hvis indholdet bliver offentliggjort. Desuden er flere af de udleverede dokumenter overstreget med sort.

Det fremgår dog, at N977GA's landingstilladelse blev drøftet mellem både Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter og Justitsministeriets Internationale Kontor på dagen for landingstilladelsen og igen to dage efter, hvor også Rigspolitiets Nationale Udlændinge Center (NUC) bliver inddraget i en mailkorrespondance, der havde prioriteten »høj«.

Indholdet af disse mails er dog overstreget.

Den norske TV-station NRK afdækkede i sommer, at FBI to dage efter landingen i Kastrup – dvs. samme dag som den førnævnte højprioritetsmail blev sendt – sendte breve til politimyndighederne i Danmark, Norge, Sverige og Finland, hvor det blev understreget, at USA havde sigtet Snowden for spionage, og at det var muligt for ham, at flyve til hvert af de nordiske lande fra lufthavnen i Moskva.

»Efter en gennemgang af de tilgængelige, direkte, kommercielle flyruter fra Moskva har vores tjeneste konstateret, at sådan en flyvning er tilgængelig til hver af jeres respektive lande,« stod der i skrivelsen fra FBI.

I tilfælde af at Snowden gik om bord på et fly mod eksempelvis Danmark, gjorde FBI derfor opmærksom på, at hans pas var blevet inddraget, og at USA var klar til at kræve ham udleveret omgående, hvis han satte fod i Danmark eller i et af de andre nordiske lande.

Så sent som i december afviste Justitsministeriet at bekræfte, at Danmark havde modtaget en amerikansk udleveringsbegæring. I et svar til Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper begrundede Søren Pind afvisningen således:

»Af hensyn til udenlandske samarbejdspartneres efterforskning af strafbare forhold finder Justitsministeriet således ikke inden for rammerne af en folketingsbesvarelse at kunne afgive oplysninger af den i spørgsmålet efterspurgte art.«

Et amerikansk Gulfstream-fly meget lig fik i sommeren 2013 tilladelse til at flyve ind i dansk luftrum og lande i Københavns Lufthavn. Foto: Gulfstream

Spørgsmål til Søren Pind:

Forud for samrådet, som endnu ikke er datosat, har Josephine Fock stillet en række spørgsmål til justitsministeren. Bladt andre:

– Havde Justitsministeriet kendskab til flyets mission?

– Har Justitsministeriet det i dag?

– Hvilke drøftelser havde den daværende regering og relevante ministerier vedrørende et samarbejde med USA om at pågribe, arrestere og/eller udlevere Edward Snowden?

– Har den danske stat indgået i eller indvilget i at indgå i et samarbejde om at arrestere eller udlevere Snowden?

– Modtog regeringen nogen garantier fra USA om, at Edward Snowden ikke ville risikere at blive udsat for tortur eller forsøgt dødsdømt?

Desuden skal Søren Pind på onsdag i folketingssalen svare på følgende spørgsmål fra Nikolaj Villumsen (EL):

– Hvis den danske stat har stillet luftrum eller andre hjælpemidler til rådighed for den amerikanske stat i forbindelse med dennes ønske om at anholde Edward Snowden, hvad mener ministeren så om dette?

Onsdag skrev Edward Snowden selv om sagen. På Twitter sendte han denne hilsen til Lars Løkke Rasmussen:

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blogs

Blog: Dansk Folkepartis Brexit-hykleri

Morten Uhrskov Jensen
Det er ikke så let, når man går mere op i taktik end i at gøre noget for Danmark.

Blog: Den hårde tone i debatten skyldes ofte, eliten ikke hører efter

Angela Brink
Udskamning fra elitære debattører kombineret med oplevelsen af at stå over for problemer, hverken meningsdannere eller politikere synes at tage alvorligt, fører til såkaldt hadefuldt sprog.

Blog: Lykketoft har ret: Brexit-afstemningen var en politisk tåbelighed

Jens-Kristian Lütken
23. juni er langt mere end en lærestreg. Det er en gedigen knockout, hvor resterne af EU’s gebis ligger spredt i alle fire ringhjørner.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her