*

Politik

LA-formand gjorde tykt grin med forslag fra... LA

Et forslag om et »komplet intetsigende navneskifte« i Københavns Kommune kom fra Liberal Alliance selv. Samuelsen afviser bommert.

En pris på 670.000 kr. for at give syv jobcentre nye navne blev for meget for LA-formand Anders Samuelsen. Foto: Anders Skjoldjensen Rye

Liberal Alliance går som bekendt ind for en mindre offentlig sektor blottet for unødvendigt bureaukrati.

Derfor lå det lige til højrebenet for partiets leder, Anders Samuelsen, at gøre grin med et nyt politisk forslag i København om at give nye navne til kommunens syv jobcentre for bedre at afspejle centrenes individuelle opgaver og målgrupper.

»Jobcenter København – Arbejdsmarkedscentret« skulle for eksempel omdøbes til »Jobcenter København Jobparate«, mens »Center for Afklaring og Beskæftigelse« fremover skulle hedde »Indsatscenter Aktivitetsparate«. Og så fremdeles.

På Københavns Rådhus var der umiddelbart opbakning til ideen, så forvaltningen gik i gang med at regne på prisen:

De syv nye center-navne ville koste omkring 670.000 kr. plus ca. 995 mandetimers arbejde, lød konklusionen.

Dét fik Anders Samuelsen til tasterne:

»670.000 og 995 arbejdstimer for et komplet intetsigende navneskifte???? Og et flertal sagde JA? Gentag efter mig - der KAN ikke spares / effektiviseres for én procent om året i den offentlige sektor. ALT er perfekt og optimalt drevet,« skrev han onsdag på Facebook og tilføjede som hasttag:

»Det Danmark du kender brænder dine skattekroner af, mens du arbejder.«

Facebook-opdateringen, som Anders Samuelsen nu har slettet. Hans kommentar henviser til, at kommunerne skal spare én procent på deres budgetter, hvilket har fået flere borgmestre og ikke mindst Socialdemokraterne på Christiansborg til at advare om forstående velfærdsforringelser.
Der er bare ét problem.

Liberal Alliance var selv med til at stille forslaget om navneændringen. Det skete på et møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget 7. december sammen med Venstre og De Konservative.

På Twitter undrer De Radikales gruppeformand på Københavns Rådhus, Tommy Petersen, sig derfor over LA-formandens kritiske kommentar.

»Liberal Alliance fortsætter med at klandre andre for deres eget forslag om at spilde penge på navneændringer. Sært,« skriver han.

Selv afviser Anders Samuelsen, at han har begået et selvmål.

»Det synes jeg ikke. Sagen er, at vi hele tiden får at vide, at man ikke kan spare i den offentlige sektor. Det her forslag viser, at man godt kan,« siger han.

LA-formanden har dog slettet sin oprindelige Facebook-opdatering og skrevet en ny. Også Liberal Alliances hovedkonto på Facebook har slettet en opdatering, det gjorde grin med navne-forslaget. I opdateringen skrev LA, at det var »spild af borgernes skattekroner« og at LA »selvfølgelig« ville stemme nej.

»Jeg kunne se, at der gik total hat og briller i argumentationskæderne derinde,« forklarer Anders Samuelsen om, hvorfor han selv valgte at trykke slet. Desuden havde han formuleret sig på en måde, der kunne misforstås sådan, at forslaget allerede var blevet vedtaget i Københavns Kommune – og det var bestemt ikke.

Tværtimod får jobcentrene lov til at beholde deres nuværende navne. Navneændringerne blev nemlig skrottet i går, efter at Beskæftigelsesudvalget havde hørt, hvad det ville koste.

»Det kom heldigvis frem, hvor meget det ville koste at lave bare en lillebitte øvelse. Det er bedre at få undersøgt sagen, end bare at vedtage forslaget uden at undersøge, hvad det vil koste,« siger Anders Samuelsen.

Samuelsen vil lette topskat med kommunebesparelser

Han mener stadig, at sagen fra Københavns Rådhus er et eksempel på, at tingene kan gøres meget mere effektivt i kommunerne og staten.

»Hver eneste gang udvalg og ministerier skal have nye navne, så laver man nye navneskilte, brevpapir, nye hjemmesider og så videre. Det er eksempler på, at vi spilder penge,« siger han.

Samuelsens nye Facebook-opslag om forslaget fra LA, V og K:

Tidl i dag delte jeg dette opslag hvoraf det af artiklens overskrift fremgik at nogle centre skulle have navneskifte....Opslået af Anders Samuelsen27. januar 2016

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blogs

Blog: Flaget, festen og den færøske lilleput

Annika Smith
Er du som danskere flest, ved du det næppe. Men den nye færøske flagdag i Danmark – og især den færøske nationaldag, der blev fejret på Færøerne i denne uge – var noget helt særligt. Tro mig

Blog: Regeringens badeferie er slut

Mikael Jalving
Forestillingen om den muslimske guldalder er en illusion, og vort lands regering har holdt badeferie siden folketingsvalget sidste år bortset fra popsmart symbol- og smykkepolitik.

Blog: Jeg tager afstand som muslim, kvinde og rødhåret

Samira Nawa Amini
Det er uværdigt at udsætte sine medborgere for uretmæssig mistænkeliggørelse, og jeg er personligt en af dem, der bliver gal over dette tilbagevendende afstands-cirkus.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her