*

Politik

Sverige laver kontrol i Tyskland, mens Danmark får kold skulder

Danmark kan ikke lave id-kontrol i Tyskland uden at stoppe togtrafikken. Svenske færgeselskaber har i ugevis krævet pas i tyske havne.

I Dansk Folkeparti vækker det undren, at Tyskland lader svenskerne foretage id-kontrol i tyske havne, men tøver med at bistå den danske regering ift. at indføre transportøransvar ved den dansk-tyske grænse. Arkivfoto: Mathias Svold

Mens Tyskland afviser at hjælpe Danmark med at indføre id-kontrol ved den dansk-tyske grænse, så har svenske færgeselskaber længe kunnet foretage id-kontrol på ruter, der sejler fra Tyskland til Sverige.

Stena Line sejler f.eks. ruterne Kiel-Göteborg og Rostock-Trelleborg. Her har selskabet i ugevis tjekket identiteten på sine passagerer. Det skete efter krav fra den svenske regering, som i midten af november indførte midlertidig grænsekontrol.

»Det er en meget kompleks situation for os, der gerne vil drive en virksomhed, så det er vigtigt at have en dialog med havnen i Kiel og Rostock og det lokale politi. Vi har også talt med bystyret i Kiel og Rostock for at være i stand til at håndtere situationen på en god måde for både flygtningene og vores virksomhed,« siger Jesper Waltersson, pressechef hos Stena Line.

Han fortæller, at selskabet har afvist passagerer, som ikke har kunnet fremvise pas, kørekort eller anden gyldig legitimation.

»Nogle af dem, vi har stoppet, er flygtninge og migranter,« siger han, men understreger, at de også har sejlet mange flygtninge med gyldigt id til Sverige.

To forskellige regelsæt

Når Danmark ikke umiddelbart kan foretage id-kontrol i Tyskland, men svenske selskaber gerne må på tyske havne, så skyldes det bl.a., at det juridiske grundlag findes i to forskellige regelsæt.

Kontrollen af passagerer fra Tyskland til Danmark ville skulle ske som en konsekvens af den danske lov om transportøransvar, der betyder, at Deutsche Bahn og busselskaber kan få en stor bøde, hvis de ikke har tjekket, om deres passagerer har et gyldigt pas eller kørekort.

Anderledes forholder det sig med kontrollen i de tyske havne. Her vanker der ikke en bøde, hvis en færge fragter en person uden gyldigt id, men Stena Line kan blive tvunget til at sejle personen tilbage til Tyskland. Det er reguleret af de svenske regler om fartøjssikkerhed, som gælder for færgeselskaber, der tilbagelægger en distance på mere end 20 sømil for at komme til Sverige.

Selvom regelgrundlaget er forskelligt, er effekten stort set den samme: Alle passager skal tjekkes. Personer uden gyldig id bliver afvist.

JP mener: JP mener: Alvoren er ved at dæmre for vore politikere

DF: Påfaldende forskel

I Dansk Folkeparti vækker det undren, at Tyskland lader svenskerne foretage id-kontrol i tyske havne, men tøver med at bistå den danske regering ift. at indføre transportøransvar ved den dansk-tyske grænse.

»Når svenskerne kan med deres færger, så burde vi også kunne med vores tog. Det er en påfaldende forskel,« siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF), der vil stille spørgsmål om forskellen til den danske regering.

Venstre maner til ro.

»Vi har en fin og løbende dialog med tyskerne. Indtil videre er det ikke relevant at indføre transportøransvar ved den dansk-tyske grænse, men vi tager det skridt for skridt, og hvis vi beslutter os for at indføre det, må vi tage en dialog med tyskerne om det,« siger udlændingeordfører Marcus Knuth (V).

Udlændinge- og integrationsministeriet offentliggør ikke daglige asyltal i weekenden. Så det seneste kendte asyltal er fra torsdag, da 23 personer søgte asyl ifølge de foreløbige registreringer, der blev offentliggjort fredag.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Flygtningekrise

Foto: Flygtningelejr i Grækenland tømt

Idomeni lejren i Grækenland er blevet tømt for folk tirsdag morgen. Flygtningene levede under meget kummerlige forhold og skal nu indlogeres i bedre organiserede lejre i nærheden af Thessaloniki.
Forsiden lige nu
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her