*

Kommunalvalg
Politik

Skatteyderne betalte 624.000 kr. for omstridt DF-sommertogt

Regnskab: Skatteyderne betalte fire femtedele af regningen for Dansk Folkepartis sommertogt i 2013, viser et regnskab. Sagen undersøges af både EU-Parlamentet og Europa-Nævnet.

Morten Messerschmidt (DF) på skonnerten ”Halmø”, som Dansk Folkeparti brugte til sit sommertogt i 2013 . Turen kostede i alt 760.000 kr. Arkivfoto: Jens Dresling/Polfoto

KØBENHAVN/BRUXELLES - Samtidig med at Dansk Folkepartis afhopper i EU-Parlamentet, Rikke Karlsson, fredag bad formanden for EU-Parlamentet, Martin Schultz, om hjælp til at få indsigt i, hvordan hendes egen partialliance i parlamentet, Meld, og fonden Feld har brugt EU-midler, får offentligheden for første gang oplysninger om prisen for og finansieringen af Dansk Folkepartis omstridte sommertogt med skonnerten ”Halmø” i august 2013.

Den 10 dage lange tur til 16 danske byer under overskriften »Det sejler for EU – Vi sejler for Danmark« kostede i alt 760.000 kr. og blev støttet massivt af både EU-Parlamentet og Europa-Nævnet under Kulturstyrelsen – og dermed af skatteyderne – med i alt 624.000 kr.

DF-sagen

Økonomisk støtte

Undersøgelserne i EU-Parlamentet og Europa-Nævnet af Dansk Folkepartis sommertogt i august 2013 sker på grund af mistanke om, at støtten fra EU og Europa-Nævnet ikke alene gik til EU-aktiviteter, men også var møntet på kommunalvalget tre måneder senere.

Sagen begyndte at rulle for godt to uger siden, da parlamentsmedlem Rikke Karlsson meldte sig ud af DF, fordi hun ikke kunne få indsigt i brugen af EU-midler.

Det fremgår af et regnskab, som Dansk Folkeparti har sendt til Europa-Nævnet. Sommertogtet undersøges af både EU-Parlamentets administration og Europa-Nævnet, efter at der er rejst tvivl om, hvorvidt den økonomiske støtte er brugt i overensstemmelse med reglerne.

Europa-Nævnet havde bedt DF om et detaljeret regnskab, der viser, hvad henholdsvis Meld/Feld, Europa-Nævnet og Dansk Folkeparti har finansieret. Det er sket for at sikre sig, at DF selv har betalt en passende del af udgifterne.

Af regnskabet, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i, fremgår det, at mere end 80 pct. af de samlede udgifter blev betalt af skatteyderne, mens mindre end 20 pct. – 136.000 kr. – blev betalt af partiet selv. Mere end 60 pct. af de samlede udgifter – 483.000 kr. – blev betalt af midler fra Europa-Nævnet. Det svarer til cirka halvdelen af den samlede støtte, som DF modtog fra Europa-Parlamentet til EU-aktiviteter i hele 2013.

Den sidste del af sommertogtet blev finansieret af EU-midler – 141.000 – via partialliancen Meld og fonden Feld i EU-Parlamentet. De gik alle til lejen af skonnerten, som samlet kostede 213.000 kr. En tredjedel af lejen blev betalt af midler fra Europa-Nævnet.

Sagen afgøres i december

Den største enkeltpost i regnskabet er 320.000 kr. til annoncer efterfulgt af udgifter til skonnerten, 106.000 kr. til lønudgifter til forberedelse og afholdelse af arrangementet, 33.500 kr. til mad på skibet og 30.000 kr. til musikere på havnene, som skonnerten anløb.

Europa-Nævnet behandler sagen på et møde den 8. december. Steen Thomsen, organisationskonsulent i Dansk Folkeparti, har lavet regnskabet og føler sig overbevist om, at sagen lukkes efter mødet.

»Jeg går stærkt ud fra, at nævnet siger, at det her er perfekt. Nævnet reagerede jo, fordi man ville være sikre på, at vi ikke havde fået refunderet den samme regning to steder, altså både fra Meld/Feld og fra Europa-Nævnet. Det har vi naturligvis ikke,« siger Steen Thomsen og henviser til, at Europa-Nævnet har betalt to tredjedele af lejen af skonnerten, mens Meld/Feld har betalt en tredjedel af udgiften.

Cordsen: Nu er det Dansk Folkepartis tur til at opleve, hvad mange andre partier

Mens EU-Parlamentet undersøger det materiale, som Meld/Feld har sendt om sommertogtet, en video om folkeafstemningen om det danske retsforbehold i december og nogle annoncer, bad Rikke Karlsson fredag formanden for parlamentet, Martin Schultz, om hjælp. I et brev til den tyske formand skriver hun, at hun ikke har kunnet få oplysninger af Morten Messerschmidt om, hvad EU’s midler til Meld og Feld er blevet brugt til i 2014 og 2015, og derfor beder hun formanden om at hjælpe hende med at »få tilvejebragt disse oplysninger«. Rikke Karlsson startede hele sagen, da hun for godt to uger siden meldte sig ud af Dansk Folkeparti i protest over ikke at kunne få indsigt i brugen af EU-midler.

»Fred være med, at hun skriver til Schultz. Så håber jeg, at han kan hjælpe hende, for jeg kan rent fysisk ikke,« siger Morten Messerschmidt og gentager, at han ikke har adgang til andet end den danske delegations brug af midler.

»Og det er ikke det, hun har ønsket indsigt i. Hun er bange for, at der sket noget uregelmæssigt i forhold til de andre landes delegationer,« siger Morten Messerschmidt.

En strid med EU-Parlamentet om en fratrædelsesgodtgørelse til en nu tidligere ansat i Meld er endt med, at Meld har tilbagebetalt 130.000 euro til parlamentet. Udgiften måtte ifølge parlamentets øverste administrative organ ikke betales med EU-midler, som det skete, og derfor er de nu blevet tilbagebetalt med Melds egne midler fra de nationale partier, oplyser Morten Messerschidt. Parlamentets pressechef, Marjory van den Broeke, bekræfter, at beløbet er blevet tilbagebetalt.

Morten Messerschmidt, I skal betale 130.000 euro, men ifølge 2014-regnskabet har I kun haft 123.000 euro i egne midler. Det er jo ikke nok?

»Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg har skrevet til bogholderiet, at den beslutning, som er truffet af parlamentets bureau, skal effektueres i overensstemmelse med bureauets afgørelse, og at jeg har fået tilbagemelding om, at det er sket. Jeg har selvfølgelig ikke brugt EU-midler til tilbagebetalingen.«

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: Europa efter Europa

Mikael Jalving
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed.

Blog: Et pudseløjerligt valg

Morten Uhrskov Jensen
Der er plads til en ret stor religiøs sekt hertillands.

Blog: Tillykke til Danmark med nederlaget

Anders Vistisen
Danske skatteydere kan glæde sig over, at det europæiske lægemiddelagentur ikke endte i Danmark.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her