*

Politik

Alternativet er andet end Elbæk: Disse kan også komme i Folketinget, hvis målingerne holder

Alternativet står i flere meningsmålinger til at komme over spærregrænsen. Men hvem er de kandidater, der ud over Uffe Elbæk så får plads i Folketinget?

Alternativet er blevet en del af valg feltet og optræder regelmæsssigt på den rigtige side af spærregrænsen i meningsmålingerne. Her stiger partistifteren Uffe Elbæk til vejrs i valgkampen på Rådhuspladsen i København.

Meningsmålingerne peger i øjeblikket på, at et nyt parti får plads i Folketinget efter valget den 18. juni.

Alternativet, med den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk i spidsen, står både hos Wilke, Voxmeter og i Ritzaus vægtede gennemsnit til at få mere end de 2 pct., der er kravet for at opnå valg til Folketinget.

Får et parti 2 pct. af stemmerne ved et folketingsvalg, svarer det til fire mandater – og det vil således langt fra kun være Uffe Elbæk, der kommer til at repræsentere det nye parti i den kommende valgperiode.

Alternativet har såkaldt sideordnet opstilling, og kandidater opstillet i de forskellige storkredse konkurrerer således med hinanden om at ende øverst på listen for at sikre sig mandaterne.

En af de kandidater, der spås en god chance for at være blandt dem, der kan sætte sig på et af Alternativets første fire mandater, er partiets spidskandidat i Østjyllands storkreds, Niko Grünfeld.

Bliver Niko Grünfeld valgt ind, vil hans mærkesag nummer ét være at sætte fokus på iværksætteri, fortæller han.

”Jeg er jo selv iværksætter og har været det i 10 år. Noget af det, jeg gerne vil trække med ind på Christiansborg, er skabertrangen og lysten til at sætte nogle ting i værk. At skabe nogle attraktive vilkår for virksomheder og i det hele taget lysten til at tage initiativ. Hele den måde, vi har skabt højskolebevægelsen og andelsbevægelsen på, kunne jeg godt tænke mig at være med til at skabe en version 2.0 af,” siger han og fortsætter:

”Der er så meget fokus på én bundlinje – økonomien. Jeg kunne også godt tænke mig at have fokus på miljø og det sociale.”

Thorning populær som middagsgæst – og andre nedslag i ny måling

Niko Grünfeld har tidligere været ansat i en engelsk fodboldklub, i AGF og har desuden stiftet sit eget konsulentfirma. Men politisk erfaring har Grünfeld ikke noget af.

”Jeg har aldrig været i et klassisk politisk apparat, før jeg var med til at stifte Alternativet.”

Dagpengespørgsmålet er et af valgkampens helt centrale emner – hvordan ønsker du, at fremtidens dagpengesystem skal se ud?

”Vi bliver nødt til at forholde os til, hvilke konjunkturer, vi er inde i som samfund. Man kan blive nødt til at sige, at hvis der er lavkonjunktur og høj arbejdsløshed, så er der god grund til at kigge på, om dagpengesystemet afspejler samfundets situation. Jeg synes, det er noget, man ikke kan svare enkelt på. Men som udgangspunkt synes jeg, vi bliver nødt til at kigge på hele dagepengereformen.”

Hvad så med spørgsmålet om vækst i den offentlige sektor – Venstre ønsker ikke, at den offentlige sektor skal vokse. Socialdemokraterne mener, at den skal vokse med 0,6 procent om året. Hvad mener du?

”Jeg tænker, at det er for unuanceret en debat. Jeg mener, at vi har brug for at have den vækst, der gavner det samfund, vi er i. Og jeg tror ikke på nulvækst – det er urealistisk. Jeg er konsulent i sundhedsvæsnet, og der kan jeg se, at den ene sygeplejerske efter den anden render rundt med tungen langt ude af munden og kan ikke løfte den opgave, hun er sat i verden til. Det samme når vi kigger på børneområdet og skoleområdet. Der er nogle steder, hvor grænsen er nået.”

Alternativet er i løbet af valgkampen blevet beskyldt for at have en politik, der ikke hænger økonomisk sammen – eksempelvis vil jeres forslag om en 30-timers arbejdsuge koste Danmark ikke mindre end 270 milliarder kroner. Hvad siger du til den kritik?

”Min kommentar til det er, at som selvstændig ved jeg godt, at vi skal have sorte tal på bundlinjen. Og jeg ved godt, at der er nogle, der prøver at få det til at se ud, som om det er helt hen i vejret. Men der hvor jeg kommer fra, kigger vi selvfølgelig på, at tingene er bæredygtige og hænger sammen. Når det så er sagt, så forsøger vi at pege på en vision for, hvordan samfundet skal være. Hvad er det gode liv? Lige nu føler 500.000 sig udbrændte af stress, enormt mange er psykisk sårbare, der er mange ensomme. Det her er et spørgsmål om, hvordan vi indretter os. Så er det klart, at man bliver nødt til at finde en økonomisk løsning, og personligt er jeg slet ikke i tvivl om, at det gør vi.”

Ahva?! Se de mest overraskende og innovative valgplakater

Alternativets spidskandidat i Sjællands storkreds, Rasmus Nordqvist, vurderes også at have gode chancer for at kunne sætte sig på et mandat, hvis Alternativet på valgdagen er over spærregrænsen. Også han peger på iværksætteri som mærkesag nummer ét:

”Vi skal simpelthen have styrket vores iværksætterkultur,” siger han og fremhæver i den forbindelse Alternativets forslag om en iværksætterydelse.

”Det er en del af det her større dagpengespørgsmål. Vi vil gerne have, at når man efter valget skal kigge på dagepengene, får skabt en iværksætterydelse, der gør, at folk kan komme i gang med at skabe deres virksomheder, når de kommer på dagpenge. Her skal de kunne få en toårig iværksætterydelse. Så man hjælper dem til at skabe arbejdspladser i stedet for blot at sidde og søge arbejde.”

Det her er jo et af mange forslag, der vil koste mange penge. Kritikere mener ikke, at jeres politik hænger økonomisk sammen. Hvad mener du om den kritik?

”Det ser ud som om, at vi kan komme over spærregrænsen og måske få fire eller fem mandater – så vi kommer jo ikke ind og skal bestemme alt. Det vi kan politisk, er at skubbe til en dagsorden og komme med vores løsningsforslag i forhandlinger. Og vi kommer ikke til at have de her store forkromede planer, hvor vi lader som om at have finansiering for alt. For det er der ingen partier, der har. Vi har nogle klare ønsker, og vi mener for eksempel, at en 30 timer arbejdsuge giver mening, fordi den vækst der sker for tiden, ser ud til at være jobløs vækst. Ergo bliver vi nødt til se på, hvordan vi deler arbejdet.”

Af andre Alternativet-kandidater, der meget vel kan få plads i Folketinget, hvis målingerne holder, kan nævnes Josephine Fock - der ligesom Niko Grünfeld er spidskandidat i Østjyllands storkreds. Og Torsten Gejl, som er partiets spidskandidat i Nordjyllands storkreds.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her