*

Politik

Lettede Venstre-folk: Bogen er et lukket kapitel i partiet

Trods en genopfriskning af formandsopgøret og lidet flatterende beskrivelser af Løkke, ånder Venstre lettet op. Der er ingen bomber i bogen ”LLR”.

Bogen tegner et billede af Lars Løkke Rasmussen som en mand, der gerne takker ja til et glas, og som gerne fester til ud på de små timer. Arkivfoto: Astrid Dalum

Politik er en kamp om magt, og derfor er det naturligt, at Venstres næstformand, Kristian Jensen, var aktiv i opgøret mod V-formand Lars Løkke Rasmussen i foråret.

Sådan lyder reaktionerne – også fra Løkkes nærmeste støtter – på portrætbogen ”LLR”, der også handler om forløbet op til Løkkes overlevelseskamp på hovedbestyrelsesmødet den 3. juni i år.

Bogen beskriver, at Kristian Jensen op til skæbnemødet spillede en hidtil ubeskrevet aktiv rolle, da europaparlamentariker Jens Rohde offentligt opfordrede til et formandsskifte. Hvilket for alvor satte fart i oprøret mod Løkke efter tøjsagen og nederlaget ved valget til Europa-Parlamentet den 25. maj.

Det skete angiveligt samtidig med, at Kristian Jensen i medierne udtrykte støtte til Løkke. Det dobbeltspil er der ingen grund til at kritisere, mener politisk ordfører Inger Støjberg, som er en af Løkkes nære allierede.

»Lars Løkke havde selv åbnet for debat om Venstres fremtid efter valgnederlaget. Derfor er det naturligt, at Kristian Jensen tænker, som han gjorde,« siger Støjberg.

Hun gentager det udtryk, Kristian Jensen brugte under formandsopgøret om, at »det folk gør, gør de af kærlighed til Venstre«.

»Vi gjorde allesammen det, vi mente, var det bedste og det rigtige at gøre for Venstre på det tidspunkt. Opgøret er nu en del af Venstres historie. Det er ikke den fineste del af historien, indrømmet, men dog historie,« siger hun og understreger, at for hende er hele sagen »vitterligt et lukket kapitel«.

Allerede få timer efter at de første historier om den med spænding ventede bog kom ud fredag aften, lagde Løkke selv samme linje. I et interview med TV 2 understregede han, at hele formandsopgøret er fortid. Og at Kristian Jensen bare har foretaget sig det, der er naturligt for en næstformand.

»Det ville da være en mærkelig næstformand, vi havde i Venstre, hvis ikke han gjorde sig nogle tanker om – i en situation, hvor jeg selv havde inviteret til en debat om, om jeg er den rigtige formand for Venstre – hvordan han skulle stille sig i det spil,« sagde Løkke.

Melodien er den samme fra flere af Løkkes nære allierede på og uden for Christiansborg.

Enige frontsoldater

Venstres strategi i forhold til bogen er at undgå fornyet ballade. Derfor skal bogen reduceres til et lukket kapitel om Venstres fortid, og det budskab er der konsensus om blandt frontsoldaterne på begge sider i opgøret.

»Det er fortid. Det lagde vi bag os den 3. juni, og nu er vi kommet videre. Det, tror jeg, er holdningen hele vejen rundt,« siger formanden for Venstre i Thy, Jørgen Christensen, som var en af de mange lokalformænd, der trak støtten til Løkke.

»Jeg tror, at Venstre-folk og folk, der sympatiserer med Venstre, er ganske alvorligt trætte af det der småfnidder. De vil se fremad mod et valg,« siger Thy-formanden.

Holdningen er den samme hos flere andre af de Løkke-kritiske lokalformænd. Benny Damgaard fra Lolland mener dog, at nogle i partiet bevidst forsøger at skade Kristian Jensen med oplysningerne om dobbeltspil.

»Der er nogle kræfter, der åbenbart vil stille ham i miskredit. Kristian Jensen er næstformand, og han bliver den næste formand i Venstre,« siger Benny Damgaard.

Kristian Jensen selv ønsker ikke at svare på spørgsmål.

»Jeg anser 3. juni for afsluttet og ser kun fremad,« skriver han i en sms.

Beskrivelsen af Løkke

Bogen tegner et billede af Lars Løkke Rasmussen som en mand, der gerne takker ja til et glas, og som gerne fester til ud på de små timer.

Folkene omkring Løkke frygter ikke, at den karakteristik kan være problematisk for Løkke og Venstre.

»Jeg kan ikke genkende de beskrivelser,« siger Inger Støjberg. Helt på linje med andre Løkke-støtter.

»Jeg har aldrig oplevet, at han drikker for meget. Han er typen, der godt kan sidde længe oppe om aftenen og alligevel stå tidligt op om morgenen. Men han er ekstremt seriøs, og han passer sine ting,« siger gruppenæstformand Lars Christian Lilleholt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Om temaet

Venstres formand er kommet i modvind, fordi partiet har købt tøj til ham for 152.000 kr., en flyrejse til hans familie og betalt for rengøring efter rygning på et ikkeryger-hotelværelse. Løkke forsikrer at have betalt den skat, han skal.


Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Foto
TV

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her