Regeringen vil smøre visumregler
"Rød løber"-ordning for forretningsfolk og nemmere adgang til turistvisum, foreslår arbejdsgruppe.
Visum på kun tre dage til forretningsfolk fra forhåndsgodkendte virksomheder og hurtigere adgang til visum for søfolk og turister.
Det er hjørnestenene i rapport fra en arbejdsgruppe under regeringen, som siden 2012 har arbejdet med et forslag til modernisering af visumreglerne.
Et af forslagene er en "rød løber"-ordning for forretningsfolk, der skal til Danmark, men ofte må vente længe og bruge tid på bureaukrati i forbindelse med en visumansøgning.
Visum på "rød løber"
Disse medarbejderes virksomheder kan komme med i ordningen, når de er godkendt af danske ambassader og generalkonsulater. Derefter vil et visum kunne udstedes så hurtigt som på tre dage, lyder forslaget.
Visumansøgere skal opfylde samme krav som hidtil: De må ikke tidligere have misbrugt et visum, og de må ikke kunne mistænkes for at ville tage længerevarende ophold i Danmark.
Forhåndsgodkendte danske virksomheder, der ønsker at invitere udenlandske handelspartnere, bør også omfattes af ordningen, fremgår det af rapporten.
Bødskov: De samme ansøgere
De ansøgere, der opfylder kravene til at få visum i dag, vil fortsat få det – det bliver bare hurtigere og nemmereJustitsminister Morten Bødskov (S)
"Særligt i disse finanskrisetider er det vigtigt, at Danmark står stærkt i kampen om at tiltrække handel, investeringer, turisme – og dermed arbejdspladser. Og her er det vigtigt, at vores visumregler er smidige. De ansøgere, der opfylder kravene til at få visum i dag, vil fortsat få det – det bliver bare hurtigere og nemmere," siger justitsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.
Visumreglerne skal også blødes op og gøres mere fleksible for søfolk i transit og turister, foreslår arbejdsgruppen.
Ambassaderne skal således fremover udstede visum til flere indrejser og med gyldighed i op til fem år til visumpligtige søfolk - i den udstrækning, som Schengen-reglerne tillader det, understreges det. Forslaget rummer også mulighed for at udstede nødvisum efter en hurtig og enkel procedure, hvis den pågældende sømand af praktiske årsager ikke har kunnet søge hjemmefra.
Hurtig besked om turistvisum
Også turister skal have nemmere og hurtigere adgang til dansk visum. Det skal ske ved, at ambassaderne i højere grad skal kunne afgøre visumsager. I dag afgøres visumansøgninger enten på ambassaderne eller af Udlændingestyrelsen.
Målet med forslaget er, at endnu flere sager kan afgøres direkte på ambassaderne end i dag, således at fremtidige ansøgere vil kunne få deres afgørelse hurtigere.
Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) siger, at moderniserede visumregler er vigtigt for at skabe bedre vækstvilkår for danske virksomheder.
"Flere af regeringens vækstteams har peget på, at virksomhederne har brug for en let og fleksibel visumproces. For søfarten betyder de nye procedurer, at visumpligtige sømænd vil opleve en større fleksibilitet. For turisterhvervet bliver det lettere at tiltrække gæster, da turister fra f.eks. Kina og Indien nu i større omfang kan søge visum gennem akkrediterede rejsebureauer,” siger SF-lederen i en pressemeddelelse.
DI: Nu rykker vi frem
Dansk Industri siger, at "Rød løber"-ordningen er lige hvad erhvervslivet har bedt om.
"Ordningen sender et meget klart signal om, at i Danmark er vi åbne for at lave forretninger med udlandet. Den gør op med fortællingen om, at Danmark er et meget lukket land," siger Sune K. Jensen, chefkonsulent i DI, til Berlingske Tidende.
Han vurderer, at "flere hundrede" af DI's medlemsvirksomheder vil kunne drage nytte af den hurtigere adgang til forretningsvisum, og at ændringerne kan gøre Danmark "mindst ligeså attraktiv at handle med som andre EU-lande."
"Vi rykker en hel del pladser op," siger Sune K. Jensen til Berlingske Tidende.