Fortsæt til indhold
Politik

Her er forløbet om en reform af folkeskolen

Se her, hvordan regeringen og forligskredsen har forhandlet om en folkeskolereform.

Ritzau

* Forhandlingerne om en ny reform af folkeskolen fortsætter onsdag og torsdag.

* Den nye reform skal efter planen træde i kraft i skoleåret 2014/15.

* Regeringen fremlagde sit forslag til reformen i december sidste år, og forhandlingerne begyndte efter nytår.

* Hovedpunkterne i regeringens forslag er en længere skoledag, som vil betyde mere undervisning i især dansk og matematik og give plads til aktivitetstimer, hvor pædagoger og lærere skal hjælpe med lektier og understøtte leg og bevægelse.

* Forligskredsen består ud over regeringen af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, og alle partier skal være enige om reformen, hvis en aftale skal falde på plads inden et fremtidigt folketingsvalg.

* Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er indstillet på en længere skoledag, men de presser på for at få aktivitetstimerne ud af reformen.

* Forårets lockout af lærerne på grund af sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne og efterfølgende regeringsindgreb har ikke direkte noget med reformen at gøre.

* Dog forudsætter reformen mere undervisningstid hos den enkelte lærer, hvilket er blevet muliggjort gennem den nye overenskomst.