Fortsæt til indhold
Politik

Peter Loft vil hellere i Tivoli

Den tidligere departementschef giver nu forklaring om fire afgørende linier.

Hvem fandt på de omstridte fire linier, der indirekte skulle henvise til Stephen Kinnocks seksualitet?

Og hvorfor valgte daværende departementschef Peter Loft at blande sig så aktivt i Thorning-familiens skattesag?

Det får Loft mandag morgen endnu en mulighed for at forklare, når han for anden gang skal afhøres af skattesagskommissionen.

Hellere i Tivoli

Ved ankomsten til kommissionens lokaler i Søborg forklarede Peter Loft, at han var glad for udsigten til at kunne forklare sig til kommissionens medlemmer.

»Hvis du spørger mig, så ville jeg nok heller have været i Tivoli, hvis det er dét, du mener. Men på den anden side vil jeg også gerne selv komme med min forklaring«.

Glæder du dig til at få det overstået?

»Ja! Det gør jeg,« sagde Loft med klar og høj stemme.

Ville gøre kendelsen klar

Peter Loft blev spurgt til de omstridte fire linier, men afviste udenfor retten at gå i detaljer. Den oplysning ville han hellere gemme til kommissionen, forklarede han.

Den tidligere departementschef i Skatteministeriet sagde dog kort, at de fire linier var »et forsøg på at gøre kendelsen klar, men det ændrede ikke noget på indholdet« af Stephen Kinnocks afgørelse.

Afhøringen af Peter Loft er den sidste ordinære afhøring. Den fortsætter muligvis i morgen. Derefter vil Skattesagskommissionen muligvis indkalde nye vidner.