Fortsæt til indhold
Politik

Direktør skal betale løn tilbage

En lønforhøjelse på 27 pct. var alt for meget. Men direktøren må beholde sin Alfa Romeo.

En betydelig lønforhøjelse blev aldrig godkendt.

Og en forlængelse af kontrakten kom heller aldrig forbi ledelsen af Rådet for Sikker Trafik eller Justitsministeriet.

I strid med reglerne.

Og derfor skal direktør i Rådet for Sikker Trafik, Anders Rosbo, nu betale en del af sin lønforhøjelse tilbage.

Det bekræfter næstformanden i Rådet for Sikker Trafik, Mogens Kjærgaard Møller, i en kortfattet pressemeddelelse efter rådet har fået en vurdering fra Kammeradvokaten.

Løn steg 27 pct.

Jyllands-Posten har i flere artikler afdækket, hvordan Anders Rosbo fik den store lønforhøjelse efter aftale med rådets formand, det konservative folketingsmedlem Tom Behnke.

Tom Behnkes ageren betød, at Anders Rosbos udbetalte løn – inkl. pension og værdien af fri bil – steg med 27 pct. fra 2007 til 2011.

I januar 2012 fik han igen et lønhop på 6 pct. Hvis ikke Tom Behnke egenhændigt havde ændret Anders Rosbos kontrakt, ville lønstigningen fra 2007 til januar 2012 have været omkring 8 pct.

Anders Rosbo har tidligere oplyst, at han har en årlig løn på 1,1 mio. kr. Dertil får han en bonus på 100.000 kr. hvert år og 10 pct. i arbejdsgiverbetalt pension.

Trak sig som formand

Rigsrevisionen kaldte sagen »alvorlig«, fordi skatteborgernes penge ikke var brugt »ordentligt og redeligt«.

Efter omtalen valgte Tom Behnke at trække sig som formand. I den forbindelse erklærede han, at der alene var tale om en »misforståelse«.

»Uanset denne misforståelse, er det formandens formelle ansvar, at vedtægterne overholdes,« erkendte Behnke dengang.

Vil fortsætte som direktør

Anders Rosbo – der har en fortid som kommunikationsrådgiver hos De Konservative – har endnu ikke fået oplyst det konkrete beløb, som han skal betale tilbage.

»Der er vi ikke endnu. Men man må jo gå ud fra, at nogle af de markante resultater, jeg har sikret rådet har en eller anden værdi. Derfor vil jeg vende det her med kompetence folk i mit netværk, og så vil der være en forhandling,« siger Anders Rosbo til Jyllands-Posten.

Han afviser, at sagen står i vejen for hans fortsatte arbejde som direktør i Rådet for Sikker Trafik.

»Overhovedet ikke. Ikke det fjerneste. Jeg betragter det her, som en sag, vi skal forbi. Det kører sin slagne gang. Og så fortsætter arbejdet med at sikre trafikken,« siger Anders Rosbo.

Må beholde fri bil

Dog står det klart, at Anders Rosbo får lov til at beholde den Alfa Romeo, som Rådet for Sikker Trafik har stillet til rådighed for ham siden 2008.

»Forretningsudvalget har på et møde den 28. november 2012 taget Kammeradvokatens redegørelse til efterretning og har i forlængelse heraf indledt drøftelser med direktøren om tilbagebetaling af for meget erlagt honorar,« udtaler Mogens Kjærgaard Møller.

Redegørelsen fra Kammeradvokaten vil Rådet for Sikker Trafik ikke offentliggøre, da den er »udarbejdet i tilknytning til en personalesag,« hedder det i pressemeddelelsen.

Den nu tidligere formand, Tom Behnke, siger, at den fortrolige redegørelse er med til at rense ham.

»Rapporten fra Kammeradvokaten er fortrolig. Jeg har derfor ingen kommentar, ud over at jeg er tilfreds med, at Kammeradvokaten konkluderer, at jeg ikke har handlet ansvarspådragende,« skriver Tom Behnke i en sms-besked til ritzau.