Barfoed gav grønt lys til fri bil
Partileder Lars Barfoed (K) begik som formand for Rådet for Sikker Trafik samme fejl som partifællen Tom Behnke. Det skete i 2008, da han bevilgede fri bil til direktøren for rådet – uden at få det godkendt i Justitsministeriet.
Den konservative partileder, Lars Barfoed, bliver nu hvirvlet ind i sagen om Rådet for Sikker Trafik.

- Den 16. november: Jyllands-Posten skriver, at Tom Behnke som formand for Rådet for Sikker Trafik egenhændigt og stik i mod reglerne forgyldte direktør, Anders Rosbo. Behnke trækker sig samme dag som formand.
- Den 17. november: Flere partier kræver, at en ny formand skal være politisk uafhængig.
- Den 20. november: Jyllands-Posten skriver, at Rosbo bestilte og betalte Behnkes firma til at fælde et træ på rådets grund.
- Den 22. november: Den konservative statsrevisor, Helge Adam Møller, kritiserer Behnke for at »have dummet sig«.
Mens Lars Barfoed var formand for rådet i 2008, bevilgede han fri bil til rådets direktør, den tidligere konservative presserådgiver Anders Rosbo. Det gjorde han uden at få det godkendt i Justitsministeriet, sådan som rådets vedtægter ellers foreskriver. Det fremgår af dokumenter fra Rigsrevisionen.
Dermed har Lars Barfoed begået samme fejl som sin retsordfører og nu tidligere formand for Rådet for Sikker Trafik, Tom Behnke (K), der har fået hård kritik af både Rigsrevision og politisk udpegede statsrevisorer – heriblandt partifællen Helge Adam Møller (K).
Den frie bil blev godkendt i et tillæg til Rosbos oprindelige ansættelseskontrakt ifølge dokumenter, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i. Tillægget er dateret den 10. september 2008 – præcis samme dag som Lars Barfoed blev udnævnt som ny transportminister.
Kort efter overtog Tom Behnke formandsstolen.
Løftet om den frie bil
Behnke forgyldte i årene efter egenhændigt – og uden Justitsministeriets godkendelse – direktøren med lønforhøjelse, bonusordning og treårig kontraktforlængelse, og det er ikke »ordentlig og redelig« brug af skatteborgernes penge, mener Rigsrevisionen.
Hvis Tom Behnke – som reglerne foreskriver – var gået til Justitsministeriet for at få godkendt lønforhøjelsen og bonusordningen, ville han have fået et klart nej.
Det er uklart, om ministeriet ville have godkendt direktørens frie bil, som Lars Barfoed bevilgede. Det har ministeriet »ikke tilstrækkeligt grundlag til at vurdere«, hedder det i Rigsrevisionens endelige beretning.
Anders Rosbo har tidligere forklaret over for Jyllands-Posten, at han blev lovet den frie bil, da han blev ansat som direktør i 2007 af daværende Frederiksberg-borgmester Mads Lebech (K), som på det tidspunkt var formand for Rådet for Sikker Trafik.
Aftalen blev ifølge Rosbo ikke effektueret med det samme, fordi han allerede havde en leaset bil, som skulle afvikles, før det blev nødvendigt med en firmabil.
Først i 2008 – mens Barfoed var formand – blev løftet om den frie bil indfriet i tillægget til Rosbos kontrakt.
Rene vennetjenester
Den socialdemokratiske statsrevisor Mogens Jensen kalder de nye oplysninger »stærkt problematiske« og vil have Lars Barfoeds formandstid kulegravet af Kammeradvokaten, der er i gang med at undersøge sagen.
»Hvis papirerne viser, at også Lars Barfoed har bevilget lukrative goder til direktøren uden om Justitsministeriet, så bør Kammeradvokaten også interessere sig for det,« siger han.
Ifølge Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, »holder det tilsyneladende aldrig op med det konservative cirkus« i Rådet for Sikker Trafik«.
»Når det fremstår som de rene vennetjenester, og nu omfatter Lars Barfoed, så synes jeg, det er på tide, at justitsministeren tager sig sammen,« siger han og henviser til, at justitsminister Morten Bødskov (S) bør udpege en politisk uafhængig person som ny formand for rådet efter Tom Behnkes exit.
»Så vil man da undgå mistanken om, at politikerne går og tilgodeser sig selv og kammeraterne,« tilføjer Henning Hyllested.

Gik Thorning for langt i fødselsdags-spøg?

LIVE: Obama taler i Berlin
Gigantbøde til Lundbeck
Medicinalselskabet har fået den største danske EU-bøde i en konkurrencesag nogensinde. Læs artikel
"Folk skal ikke tvinges til Rejsekortet"
Klippekort kan bruges et år længere i hovedstaden, mens teknikken bag Rejsekortet udbedres. Læs artikel
Ingen skattelettelser trods bugnende kommunekasser
Nu ruller skybruddet over Danmark
Skybruddet lander fra i eftermiddag i Jylland og på Fyn og når Østdanmark i nat. Op til 30 grader i morgen. Læs artikel













