Fortsæt til indhold
Politik

Portræt: Betjenten fra Aarhus

Tom Behnke er igen i vælten efter lønfest. Det har betjenten fra Aarhus prøvet før.

Tom Behnke er en mand af sine meninger.

De kommer gerne med kant. Og det giver undertiden nogle hårde knubs.

I 1997 havde Tom Behnke som medlem af Folketinget for Fremskridtspartiet et møde med daværende indenrigsminister Birte Weiss, hvor Behnke krævede, at en gruppe somalier blev hjemsendt hurtigst muligt.

Det var ikke muligt, svarede ministeren og spurgte Behnke, om han ville smide den ud med en faldskærm.

Dén greb Behnke, og da mødet var slut, kom han med en rask erklæring foran de fremmødte journalister:

»Somalierne skal hjemsendes nu. Om det så sker med en faldskærm på ryggen, vil ikke genere mig«.

Håber de snart lander

Kommentaren kom til at klæbe til Behnke i årevis.

»Jeg glæder mig over, at provokationen virkede,« skrev han i et læserbrev i Berlingske i 1997, men senere forklarede han, at han fortrød kommentaren »samme øjeblik, jeg havde sagt det«.

»Det var sagt i kådhed af en ung politiker, og jeg håber, at de faldskærme snart er ved at lande,« sagde Tom Behnke.

Brug tortur

I marts i år skabte Behnke igen stor opstandelse, da han forsvarede tortur, hvis dansk politi anholdte en formodet gerningsmand med konkret viden om en terrorbombe, der inden kort tid vil gå af et sted i Danmark.

»Hvis situationen opstår, så er det min klare holdning, min forventning og mit håb, at danske myndigheder bruger den fornødne magt til at sørge for at redde menneskeliv. Det forventer jeg,« sagde Tom Behnke dengang til Jyllands-Posten.

»Mit politiske signal til de myndigheder, der i givet fald vil være involveret, er dette: I bliver nødt til at gøre det nødvendige i situationen. Det nytter ikke noget, at man tøver, fordi Villy Søvndal eller andre har været ude og skabe tvivl om, hvad man kan eller ikke kan,« sagde Tom Behnke, der først blev kritiseret af stort set samtlige politiske organisationer og partier - og siden trak i land.

Medlem af tre partier

Den i dag 46-årige Tom Behnke har været medlem af Folketinget i samlet set 17 år.

Fra 1990 som repræsentant for Fremskridtspartiet, og i en kort periode fra 1999 til 2001 for partiet »Frihed 2000,« der opstod i protest mod Mogens Glistrups tilbagevenden til Fremskridtspartiet.

Frihed 2000 overlevede dog ikke længe, og i 2001 blev Tom Behnke medlem af Det Konservative Folkeparti, men røg ud ved valget samme år.

I 2005 vendte han dog tilbage til Christiansborg, opstillet i Aarhus, hvor han blev født i 1966.

Behnke har en fortid som sergent, og han har som politibetjent i slutningen af 1980'erne arbejdet både i København og i Aarhus.