Fortsæt til indhold
Politik

Nu kommer der bedre mobildækning på landet

Telefonselskaber får nemmere ved at opsætte nye antenner efter bred aftale om planloven.

Intet signal på mobiltelefonen.

Sådan er hverdagen stadig mange steder i landdistrikter rundt omkring i Danmark.

Men nu bliver det nemmere for telefonselskaberne at sætte forbedre antennerne på i forvejen eksisterende master på siloer og høje skorsten.

Skal ikke søge tilladelse

Det er en del af resultatet af en ny aftale om Planloven, som regeringen har indgået med Enhedslisten og De Konservative.

Aftalen giver mulighed for at opsætte nye antenner og det tilhørende udstyr - uden at der først skal søges om en særlig landzonetilladelse.

»Forslaget vil forbedre mobilselskabernes mulighed for at skabe bedre dækning i bla. landområder,« hedder det i aftalen.

For bøvlet

Miljøminister Ida Auken (SF) og De Konservatives miljøordfører Benedikte Kiær kalder begge beslutningen for »ren og skær afbureaukratisering«.

»Det har været bøvlet, og derfor har vi nu ændret det, så vi kan få bedre mobilsignaler også ude i landet,« siger Benedikte Kiær til Jyllands-Posten.