Fortsæt til indhold
Politik

Regeringen afviser massivt lønfald

Danskerne skal ikke gå 15-20 pct. ned i løn, siger SF’s politiske ordfører.

Det er muligt, at SAS-medarbejderne skal gå ned i løn for at redde deres arbejdsplads.

Og det er muligt, at medarbejdere i nogle få andre selskaber skal ned i løn.

Men det er ikke regeringens ønske, at danskerne samlet set skal gå markant ned i løn.

»Der er bred enighed i Danmark om, at vi skal forbedre vores konkurrenceevne, men det er ikke regeringens politik, at vi skal gå 15-20 procent ned i løn,« siger Jesper Petersen, SF’s politiske ordfører, til TV2 News.

Klar til at gå ned i løn

Meldingen kommer, efter at Ole Sohn i dag gør sig til talsmand for at få skatten og lønnen ned i Danmark. Eller i det mindste holde lønniveauet så lavt som overhovedet muligt.

»Under den forrige regering mistede vi 20 pct. af lønkonkurrenceevnen. Det er klart, at det er destruktivt for dansk erhvervsliv. Det skal der rettes op på,« siger Ole Sohn i et interview med Børsen torsdag.

Sohn mener, at den aktuelle situation i SAS er »et godt billede på de udfordringer, vi står over for«.

»En metalvirksomhed, der mister ordrer, oplever jo, at tillidsmanden og virksomheden går sammen og finder ud af, at man kan reducere lønnen for at undgå afskedigelser. Og når det går godt igen, så kan man hæve den igen. Det har medarbejderne forståelse for,« siger Ole Sohn til Børsen.

Brug for tilbageholdenhed

I regeringsgrundlaget har regeringen også et mål om, at »Danmark skal forbedre sin lønkonkurrenceevne over for udlandet«.

»Danske lønmodtagere har før vist, at de i en krise er parate til at være tilbageholdende. Det har vi brug for igen,« skriver SF, Socialdemokraterne og De Radikale.

Jesper Petersen er dog meget opmærksom på, at lønvilkår ikke skal forhandles af politikerne på Christiansborg.

»Det er arbejdsmarkedets parter, der skal finde ud af det. Men der er grund til at give ros til lønmodtagerne, der har vist løntilbageholdenhed ved de sidste overenskomstforhandlinger,« siger han til TV2 News.

Regeringen har tidligere sagt, at den danske konkurrenceevne skal forbedres med en indsats i forskning og uddannelse.