Afgørelsen var ikke ”på kanten”

Da skattedirektør Lisbeth Rasmussen onsdag eftermiddag havde svaret på alle de spørgsmål, som Skattesagskommissionens udspørger, advokat Lars Kjeldsen, havde på hjerte, tog hendes egen bisidder, advokat Nicolai Westergaard, over.

Han interesserede sig bl.a. for, hvordan hendes meget omtalte dagbog mere præcist blev håndteret af hende.

Denne dagbog etablerede hun, fordi hun under sagsbehandlingen af skattesagen i 2010 blev betænkelig ved den voldsomme interesse og direkte indblanding, som hun oplevede fra ministeriets top.

Vidners hukommelse kan tørre noget ud i løbet af to år, og derfor er nyskrevne dagbogsblade fra de hektiske dage i 2010 nu så lang tid efter et stærkt bevis, hvis penneføreren virker troværdig.

Nicolai Westergaard: ”Vi har hørt, at du skrev i kalenderen og i dagbogen. Hvordan foregik det?”

LR: ”Jeg ajourførte kalenderen med optegnelser dagligt, så det er meget præcist. Senere overførte jeg optegnelserne til selve dagbogen.”

Klokkeklar afgørelse

Også selve den konklusion i Helle Thorning og Stephen Kinnocks skattesag, som sagsbehandlerne nåede frem til, blev gennemgået endnu en gang.

Nicolai Westergaard: ”Hvordan vurderer du selve afgørelsen? Var den ”mainstream” eller usædvanlig?”

LR: ”Afgørelsen indeholder mange konkrete fakta. Vi er nået så langt, som man kan komme i afdækning af fakta. Selve konklusionen ligger inden for ”normal-området”. Den er ikke på kanten. Jeg havde ikke lagt navn til en afgørelse med det modsatte resultat.”

"Hvad nu hvis..."

NW: ”Hvis nu det havde drejet sig om en sag fuldstændig magen til, men om en person med et andet navn, hvordan var afgørelsen så faldet ud?”

Lisbeth Rasmussen svarede, at så havde en sådan sag naturligvis fået præcist samme udfald.

I denne sidste opsamlingsrunde efter hoved-afhøringen af Lisbeth Rasmussen, kom bisidderne også ind på enkelte andre aspekter.

F.eks. om det faktum, at departementschefen var meget inde over denne sag.

Usædvanligt

Hun har tidligere forklaret for kommissionen, at Peter Loft som øverste chef naturligvis havde en ret til at være orienteret om sådan en VIP-sag som Thorning/Kinnock skattesag.

”Men det meget usædvanlige var, at han deltog i fem møder under sagsbehandlingen.”

Departementschefens bisidder, advokat Lars Svenning Andersen, borede meget i Peter Lofts rolle. Hans ønske var tilsyneladende at få fastslået, at Loft var netop i en rolle, hvor han skulle holde ministeren orienteret.

Lisbeth Rasmussen svarede bekræftende flere gange, at Loft naturligvis var manden, der som den øverste administrative chef, der skulle holde ministeren orienteret.

Lars Svenning Andersen: "Mener du, at ministeren slet ikke skulle have haft noget at vide om skattesagen?"

LR: "Jeg mener, at ministeren skulle have haft en orientering om afgørelsen. Jeg vil ikke forholde mig til andet, det må være Peter Lofts sag."

Hun erklærede sig dog stærkt utilfreds med, at ministeren havde været så langt inde i sagen, som tilfældet havde været. Han havde ifølge hende været bekendt med detaljer helt ned på kontoudskrift-niveau.

Hun fortalte også, at departementschefef Peter Loft havde bedt om bl.a. skøde og andre personlige papirer på Helle Thorning og Stephen Kinnocks lejlighed i London.

Duel

Afhøringen af Lisbeth Rasmussen tog på det nærmeste form af en skarp duel mellem to dygtige kombattanter.

Han havde den indlysende interesse at holde fast i, at hans klient som øverste chef skulle orientere sin minister, og at han også havde ret til at holde sig selv orienteret.

Hun på sin side holdt fast i, at sagsbehandlingen lå og kun skulle ligge i Skat København, og at det var utidigt med den voldsomme interesse fra ministeren, hans spindoktor og departementschef.

Magtfordrejning?

Advokaten gik f.eks. benhårdt efter konkrete svar på, hvorfor det kunne være magtfordrejning, at en departementschef stillede spørgsmål, når han havde pligt til at orientere ministeren.

Hun stod på sin side fast på, at sådan oplevede hendes chef Erling Andersen departementchefens interesse, at det var på kanten af magtfordrejning, når f.eks. departementschefen ønskede afgørelsen udskudt, til han kom hjem fra udlandet.

"Afgørelsen lå klar, og borgeren (Kinnock, red.) havde fået et spørgsmål derom fra sin arbejdsgiver, så han havde også en legitim interesse i at få afgørelsen, og endelig var det jo vores afgørelse" lød det fra Lisbeth Rasmussen.

Hun sagde direkte adspurgt, at hun var enig med Erling Andersen i, at departementschefens ønske om en udskydelse var på kanten af magtfordrejning.

Pressehåndtering?

"Regnede I ikke med, at alle medier ville kaste sig over sagen, når den blev kendt? Var det ikke meningen, at departementschefen skulle håndtere pressen? ," vedblev advokaten for at begrunde, hvorfor departementschefen havde bedt om at få sagen udskudt.

LR: "Jo, pressen stod på spring, men vi måtte jo ikke måtte udtale os om sagen. Det måtte ministeren jo heller ikke."