Thorning revser Venstre: Tag nu ansvar
Statsministeren brugte sit pressemøde til at skælde ud på Venstre.
Der var masser af ros til Enhedslisten.
Og ord som »medansvar,« »god finanslov« og »grund til at være stolt«.
Men statsminister Helle Thorning-Schmidt benyttede tirsdag sit ugentlige pressemøde til at revse Venstre, der i de seneste uger hverken kom med i finansloven eller valgte at støtte regeringens pakke om de såkaldte akutjob.
Rette en appel
For Lars Løkke Rasmussens parti har af uforklarlige grunde ikke ville tage »medansvar« for hverken kriminalforsorgen og forskningsområdet, lød det fra statsministeren.
»Og de har ikke ville tage stilling til fedt- og sukkerafgiften. Det virker lidt mærkeligt, at Venstre ikke vil være med til at løse nogle af de problemer, som de selv har været med til at skabe,« lød det fra statsministeren.
»Jeg vil gerne rette en appel til Venstre om at være med til at løse nogle af de udfordringer, der er opstået under VK-regeringen. Det vil klæde Venstre at tage medansvaret,« sagde Thorning på pressemødet.
Forstår det ikke
Statsministeren kaldte det også »fuldstændig uforståeligt,« Venstre hverken ville stemme for eller imod de særlige akutjob.
»Det er en aftale, der er god for Danmark, og når nu både arbejdsgivere og offentlige myndigheder kan melde sig på banen, hvorfor skal Venstre så ikke? Jeg forstår det ikke«.
Venstre har kaldt finansloven for uambitiøs og forlod forhandlingerne allerede i sidste uge, da regeringen ville sætte bundskatten i vejret for at finansiere besparelserne på fedt- og sukkerafgifterne.