SF-pressechef har sagt op
Med øjeblikkelig virkning forlader pressechefen jobbet. Det skyldes formandsvalget, siger hun.
Tasja Parize forlader med øjeblikkelig virkning sin post som pressechef for SF.
Forklaringen skyldes skiftet i SF's topledelse, hvor Annette Vilhelmsen for tre uger siden som bekendt indtog posten som formand efter formandskampen mod sundhedsminister Astrid Krag.
»Jeg har været pressechef det sidste år for det hold, der var dengang. Nu er der kommer en ny ledelse, og så synes jeg, at det var meget naturligt, at jeg valgte at give plads til, at den nye ledelse kan sætte sit hold,« siger Parize til metroXpress.
Min egen beslutning
Overfor avisen tilføjer Parize, at hun på ingen måde er blevet presset ud af den nye ledelse.
»Nej, det er min egen beslutning,« siger hun.
Tasja Parize tiltrådte for lige godt et år siden jobbet som pressechef, da den tidligere pressechef Claus Perregaard skiftede job og fulgte med daværende formand Villy Søvndal over i Udenrigsministeriet.
Hun har tidligere arbejdet som journalist på DR2 og P1.
Søvndal må kun have én spindoktor
Parizes beslutning om at forlade jobbet kommer samtidig med en anden udskiftning i SF’s kommunikationshold.
Sundhedsminister Astrid Krags spindoktor er – ifølge Berlingske – således blevet fyret, og erstattet af Villy Søvndals trofaste rådgiver Thomas Sæhl Sørensen.
Sæhl har måtte forlade Udenrigsministeriet, da Søvndal fremover kun må have én spindoktor i stedet for to. Det skyldes, at han med fravalget af formandsposten også mistede de vigtige poster i regeringens koordinations- eller økonomiudvalg.
Villy Søvndal har valgt fortsat at beholde Claus Perregaard som sin toprådgiver.