Fortsæt til indhold
Politik

Djøf: Undersøgelse er en ommer

Fagforeningen giver ikke meget for den undersøgelse, der frikender borgmester for anklager om magtmisbrug.

Vallensbæk Kommune har undersøgt og frikendt sig selv.

Det mener fagforeningen Djøf, efter Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen, onsdag blev frikendt i en undersøgelse, der havde set på den nu sygemeldte kommunaldirektør, Bjarke Steen Johansens, anklager om magtmisbrug fra borgmesterens side i kommunen.

Anklagerne går blandt andet på, at den sygemeldte kommunaldirektør mener, at borgmesteren har favoriseret lokale håndværkere selvom de ikke var de billigste, og at borgmesteren for kommunens penge ville købe et maleri af sin kone til ophængning på sit kontor.

Et partsindlæg

Undersøgelsen, der er blevet udført af jurister fra KL samt kommunalbestyrelsen i Vallensbæk Kommune, har ikke ved nogen af anklagerne fundet grundlag for, at der skulle være tale om magtmisbrug eller andre kritisable forhold.

Det giver Djøf, der er den sygemeldte kommunaldirektørs fagforening, dog ikke meget for.

"Rapporten er et partsindlæg, udarbejdet af kommunen. En sådan rapport, hvor kommunen undersøger og stort set frikender sig selv, har særdeles begrænset værdi," udtaler Henning Thiesen fra Djøf i en pressemeddelelse.

Håber på ny undersøgelse

Henning Thiesen kritiserer også, at undersøgelsen indtil for nyligt blev ledet af 1. viceborgmester i Vallensbæk Kommune, indtil denne blev erklæret inhabil.

"Det burde være indlysende for enhver, at en sådan rapport ikke kan bruges som det eneste fundament for den videre behandling af sagen," mener Henning Thiesen og fortsætter:

"Der er brug for at komme til bunds i alle de rejste kritikpunkter. Derfor er det nødvendigt, at en uafhængig offentlig myndighed gennemfører en uvildig undersøgelse, som Djøf har ønsket fra starten."

Borgmester vil renses

Selv vil Henning Rasmussen, borgmester i Vallensbæk Kommune, ikke kommentere undersøgelsens gyldighed, idet han mener, at han er inhabil. Statsforvaltningen har bedt om en udtalelse i sagen fra kommunen, og den overvejer fortsat at gå ind i sagen, ligesom Folketingets Ombudsmand har meddelt, at han følger sagen nøje.

Og Henning Rasmussen er da heller ikke nervøs for endnu en undersøgelse.

"Jeg vil bare gerne renses. Hvem der gør det, er jeg ligeglad med. Men jeg er overbevist om, at både Statsforvaltningen og Ombudsmanden nok skal gøre det rette. Jeg er helt åben over for kommende undersøgelser og vil samarbejde fuldt ud med dem," siger Henning Rasmussen til Jyllands-Posten.dk.

Rystet over sagen

Han fortæller, at han er rystet over sagen, der ikke bare går ud over ham, men hele kommunen.

"Det er ikke særligt sjovt, for jeg mener virkelig ikke, at jeg har gjort noget forkert. Det er helt vildt, at man kan komme med så grove anklager, som ikke kan dokumenteres," siger Henning Rasmussen.

Læs undersøgelsens konklusioner her.