Fortsæt til indhold
Politik

Fagforening: Vi bruger ikke mafiametoder

Fagforeningen Djøf afviser at bruge anklagerne om magtmisbrug mod borgmesteren i Vallensbæk som afpresning.

Fagforeningen Djøf tager nu til genmæle over for borgmesteren i Vallensbæk Kommune, Henrik Rasmussen (K), efter at han tidligere i dag anklagede den faglige organisation for at bruge "mafiametoder".

Den konservative borgmester beskyldte Djøf for at bruge anklagerne som afpresning for at sikre kommunaldirektør Bjarke Steen Johansen en lukrativ aftrædelsesordning i sagen, hvor kommunaldirektøren har anklaget borgmesteren for at udøve magtmisbrug og nepotisme.

"Vi benytter hverken mafiametoder eller udøver afpresning mod kommunen. Forholdene for kommunaldirektøren i Vallensbæk har været urimelige og stærkt belastende," siger formanden for de offentlige chefer i Djøf, Henning Thiesen, i en pressemeddelelse.

Afvist at forhandle

Han fortæller, at arbejdsvilkårene har ført til, at kommunaldirektøren er sygemeldt og ikke har kunnet varetage sit job siden slutningen af august.

Ifølge Henrik Thiesen har det hele tiden været Djøfs ønske at løse sagen via en fratrædelsesaftale, så både kommunaldirektøren og kommunen kan komme videre.

Men kommunen har ifølge Henrik Thiesen flere gange afvist at forhandle med Djøf.

"Det er en helt sædvanlig måde at løse den slags sager på. Og også den rigtige måde. Vi undrer os meget over kommunens afvisning af en mindelig løsning," siger han.

Råber vagt i gevær

Henrik Thiesen undrer sig samtidig over, at kommunen valgte selv at stå for den undersøgelse, der skal afdække kommunaldirektørens anklager.

"Når Vallensbæk kommune vælger selv at undersøge, om der er foregået noget ulovligt, råber vi vagt i gevær. Det strider mod alle grundlæggende principper i forhold til retssikkerhed, troværdighed og god forvaltningsskik, at kommunen undersøger sig selv. Også selv om kommunen henter bistand i KL," siger han.

"Derfor har vi valgt at indbringe sagen for Statsforvaltningen Hovedstaden. Vores ønske er, at der gennemføres en uvildig undersøgelse af forholdene i Vallensbæk kommune," tilføjer han.