Fortsæt til indhold
Politik

Hu og Lykketoft nåede ikke ytringsfrihed

Tiden var knap, da Kinas præsident og Folketingets formand udvekslede ord og gaver lørdag formiddag.

Ritzau

Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), har fået en indrammet, vellignende tegning af sig selv af den kinesiske præsident og leder af Kinas Kommunistiske Parti, Hu Jintao.

Gaven blev overrakt, da de to mødtes lørdag formiddag i 20 minutter.

Tiden rakte ikke til at tale ytringsfrihed og menneskerettigheder, fortæller Lykketoft efter mødet under to store lysekroner i Dronningens Bibliotek på Christiansborg.

Blot strejfet

- Nej, vi strejfrede det kun. Han svarede meget generelt, at Kina har mange udfordringer og ikke kan løse dem alle på en gang, siger Lykketoft.

- Temaer om menneskerettigheder, dissidenter og tibetanere fyldte meget på udenrigsministrenes samtale fredag, siger Lykketoft.

På mødet mellem Lykketoft og Hu var der heller ikke tid til at tale om udenrigspolitik.

Der blev ikke talt om Kinas ulyst til at lægge pres på den syriske regering, som brutalt nedkæmper et oprør, eller Kinas lyst til at komme i Arktisk Råd og grave værdifulde mineraler ud af Grønland.

- Udenrigspolitik kunne vi ikke nå. Jeg havde det på huskesedlen, siger Lykketoft.

Ros til Lykketoft

Grøn vækst blev der vekslet få ord om, fortæller han.

Hu indledte mødet med at rose Lykketoft for hans store indsat for forholdet mellem Kina og Danmark.

- Du er en gammel ven af Kina, sagde Hu.

Mogens Lykketoft har besøgt Kina 12 gange i løbet af 34 år. Han roste til gengæld den store økonomiske udvikling, som har 16-doblet Kinas nationalprodukt siden 1978 og løftet millioner ud af fattigdom.

Lykketofts gave til den kinesiske delegation var hans eget hæfte om "Den danske model". Dens kendetegn er blandt andet meget lille ulighed i forhold til andre lande og stort set ingen korruption, skriver han.

Kina har store problemer med voldsom forskel mellem rig og fattig og omfattende korruption.