Fortsæt til indhold
Politik

Thorning ville ikke gentage valgløfte

Valgløfte gjaldt boligejere, sagde Thorning efter valget. I dag ville hun ikke gentage løftet.

Hvad var Thornings to løfter under valgkampen?

Det ville statsministeren i dag ikke sige, da hun blev udfordret til at gentage et tidligere citat til Jyllands-Posten.

I avisen afviste hun sidste år, at hun og Socialdemokraterne havde begået »nogen som helst form for løftebrud« med den nye regering. Og i stedet forklarede hun:

»Jeg har givet to klokkeklare løfter i valgkampen. Det ene er, at vi vil fastholde 24-årsreglen og tilknytningskravet, det andet er, at der ikke vil blive rørt ved boligskatterne. Og det fastholder vi fuldstændigt,« sagde Thorning til Jyllands-Posten den 7. oktober sidste år .

Stil dit spørgsmål

I regeringens nye udspil til en skattereform skal boligejere med et højt rentefradrag dog netop holde for.

Fra 2017 vil rentefradraget over 100.000 kr. per familie således blive nedsat med yderligere fem procentpoint til 20,6 pct.

»Ændringerne gemmeføres gradvist fra 2017 til 2020, så der bliver god tid til at indrette sig på de nye regler og klarhed om de fremtidige rammevilkår på boligmarkedet,« skriver regeringen i sin præsentation af reformen.

Og det fik en journalist fra DR Deadline - under dagens pressemøde i Statsministeriet - til at minde Helle Thorning-Schmidt om sit løfte til Jyllands-Posten:

Vi har som bekendt haft en lang debat om løftebrud, det tror jeg ikke er nogen hemmelighed. I den debat har du været ude og afvise, at I har brudt løfter fra valgkampen. Og så har du sagt til Jyllands-Posten, at »Jeg har givet to klokkeklare løfter i valgkampen«. Så vil jeg gerne spørge dig: Kan du være sød og genopfriske for vælgerne, hvad var det for to klokkeklare løfter, du kom med?

»Jeg synes, at du skal stille dit spørgsmål, så skal jeg nok svare på det,« lød det fra Thorning.

Gentager: Stil dit spørgsmål

Jeg spørger, om du vil genopfriske...

»… jeg kan sagtens huske dem«.

Ja, men er du sød og genopfriske dem for vælgerne?

»Du må gerne stille spørgsmålet«.

Herefter var der tavst i Statsministeriet i tre sekunder.

Jeg forstår ikke: Jeg spørger, om du vil være så venlig og fortælle om de to klokkeklare løfter?

»Jeg vil gerne svare på spørgsmål om skattereformen. Jeg tror, at du tænker på en diskussion af boligskat. Og det er sådan, at vi foreslår, at man sænker fradraget for store renteudgifter. Og det gør vi fra 2017, altså langt efter den her valgperiode. Vi gør det i øvrigt i forlængelse af den tidligere regering, der gik noget mere hårdt til den i forhold til at sænke fradraget for store renteudgifter. Der ændrer vi det fra 2017 og gradvist og fremadrettet«.

Vi tager den næste

Men sagde du det under valgkampen - at det var efter næste valg? Kan du finde ét eneste citat fra før valget, hvor du slår fast, at man godt kan pille ved boligskatterne, hvis bare det ikke bliver i denne valgperiode?

»Det centrale er, at vi fastholder skattestoppet i forhold til ejendomsværdiskattestigninger. Og vi forfølger så den linie, som den tidligere regering har lagt i forhold til, at dem, der har store lån: De må betale mere af deres renteudgifter selv. Her er jeg meget tilfreds med, at vi med dette skatteoplæg kan sikre, at der bliver ro om boligskatten - især hvis flere partier vil være med. Også de borgerlige partier. Så bliver der ro om boligskatten i mange år fremadrettet. Det gælder også i denne valgperiode, som var det, vi diskuterede før valget«

Undskyld, men hvordan skal vi tro på et ord, du siger, når...

»Jeg tror, at vi tager den næste«.

Derefter gav Thorning ordet videre til en anden journalist.

LÆS OGSÅ: Her er skattereformens vindere

LÆS OGSÅ: Sådan rammer skattereformen forskellige familier

LÆS OGSÅ: Vestager: Bitre piller skal sluges

LÆS OGSÅ: Konservative: Årets dummeste ide