V: Afskaf 1. maj som fridag
Hvis S og SF vil have 12 minutter ekstra, kunne de tage 1. maj, mener Karsten Lauritzen.
I et blogindlæg på jp.dk foreslår Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, at man inddrager 1. maj som fridag for dem, der bruger dagen væk fra deres arbejde.
For "skellet mellem arbejdere og kapitalister er i dag udvisket," lyder det.
"De fleste er både arbejdere og kapitalister. Samfundet hænger sammen, det er ikke en sort-hvid kamp af forskellige klasseinteresser, som det var i starten af forrige århundrede," skriver Karsten Lauritzen.
Kun en mærkedag for venstrefløjen
Dermed ville regeringen også kunne leve op til målsætningen om at få danskerne til at arbejde gennemsnitligt 12 minutter mere om dagen, mener han.
"Det er selvfølgelig skønt med lidt ekstra fridage oven i de mange fridage i løbet af foråret. Men det er desværre ikke ekstra fridage, som driver samfundet fremad. S og SF har jo ganske ret i, at der er brug for, at vi arbejder mere. Hvorfor så ikke afskaffe 1. maj som en fridag? Det er trods alt en politisk mærkedag, som kun markeres af venstrefløjen," skriver han.
Den 1. maj er ikke officielt en fridag, men langt de fleste offentligt ansatte har fri denne dag eller kan få lov til at gå kl. 12.