Fortsæt til indhold
Politik

K: Ministeren jokker på personale

De Konservative raser over, at sundhedsministeren kalder sygehuse for pølsefabrikker.

Sundhedsminister Astrid Krag er klar til at tage et opgør med sygehusvæsenet, fordi hun ikke mener, at danskerne har fået tilstrækkelig sundhed for pengene i de senere år. Finansieringen af sygehuse minder om en pølsefabrik, mener hun.

Ordene falder De Konservative for brystet, som mener, at ministeren laver et frontalangreb på det danske sundhedspersonale, der dagligt arbejder med patienter.

”Hun jokker på det kæmpe arbejde, som der er sket inden for sundhedsvæsenet gennem de sidste ti år ved at sige, at der ikke er fokus på kvalitet. For der er sket et kæmpe kvalitetsløft,” siger sundhedsordfører Benedikte Kiær (K).

LÆS OGSÅ: Krag: Sygehuse er en pølsefabrik

"Ministeren tager fejl"

Den forrige VK-regering indførte DRG-systemet (diagnose-relaterede-grupper, red.), bedre kendt som takstsystemet. Der var nogle negative bivirkninger ved systemet, og det glæder Benedikte Kiær, at sundhedsministeren vil se nærmere på problemerne.

”Men hun indikerer samtidig, at man ikke har arbejdet med kvalitet i sundhedsvæsenet. Det er simpelthen forkert, at der kun har været fokus på at køre patienter gennem systemet,” mener Benedikte Kiær.

Hun nævner kræftpakkerne og hjertepakkerne, der begge blev indført for at forkorte ventetiden, og samtidig har der været fokus på nyt sygehusbyggeri. Så hun mener, at der både er fokus på kvalitet og rammerne i det danske sundhedsvæsen.

Man kan gøre begge dele

”Der har hele vejen igennem været fokus på kvalitet, men samtidig også kvantitet. Jeg kan ikke forstå, at sundhedsministeren mener, at det er enten eller, for man kan sagtens gøre begge dele,” mener ordføreren fra K.

Benedikte Kiær giver sundhedsministeren ret i, at der skal være et samarbejde med kommunerne, hvis man skal dæmme op for antallet af genindlæggelser.

”Så kommer der mere fokus i den pleje og omsorg af de mennesker, der har brug for hjælp, når de forlader sygehuset. For det er desværre blandt denne gruppe, at vi ser en række genindlæggelser,” siger Benedikte Kjær.

K øjner nye problemer

Hun mener, at der er sket en kæmpe omvæltning af sundhedsvæsenet til det bedre gennem de sidste ti år, og det bør Astrid Krag anerkende i stedet for at beskylde sundhedspersonalet for kassetænkning.

Samtidig frygter Benedikte Kiær, at sundhedsministerens udmelding vil skabe nye problemer.

”Vi skal fortsætte med det fremragende arbejde, som vores sundhedspersonale gør, men samtidig også gøre mere for at behandle borgerne i stedet for at placere dem på differentierede ventelister, som ministeren nu vil gøre,” mener Benedikte Kiær.

LÆS OGSÅ: Krag: Sygehuse er en pølsefabrik