SF opgiver at afskaffe kapitalismen
Nyt principprogram siger farvel til en »revolutionær« proces og ja til markedsøkonomi.
»Partiet arbejder på et marxistiske idegrundlag«.
Sådan står der klart i SF’s love, paragraf 2, stk. 1. Lige efter, at partiet erklærer, at partinavnet er »Socialistisk Folkeparti«.
Og selvom Karl Marx formentlig får lov at overleve i SF’s partilove, så er kritikken af kapitalismen på vej ud.
Vil ikke afskaffe kapitalismen
På partiets landsmøde om godt 14 dage skal et nyt principprogram vedtages og står det til partiledelsen, så bliver det i højere grad en omfavnelse af det nuværende samfund.
Tidligere stod der i principprogrammet, at SF skulle arbejde for en »grundlæggende ændring af samfundet« gennem en »revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen«.
I det nye forslag hedder det nu, at »SF er tilhænger af en styret markedsøkonomi. Det vil sige, at produktionen som udgangspunkt baseres på selvstyrende virksomheder, frit initiativ, fri prisdannelse, og at en produktion skal give overskud for at overleve«.
Underkastelse og ydmygelse
Partiet vil heller ikke længere afvikle Nato, og hvor SF tidligere fastholdte, at »demokratiet i alt væsentligt er funderet i nationalstaterne,« så hedder det nu, at man støtter Danmarks medlemskab af EU, »som vi ønsker at videreudvikle som et forpligtende politisk og økonomisk samarbejde mellem de europæiske lande«.
Et regeringssamarbejde med de borgerlige er også en mulighed ifølge forslaget til det nye principprogram.
I baglandet diskuteres principprogrammet heftigt og blandt kritikerne er man ikke i tvivl om, at SF sælger ud af arvesølvet.
»Bliver dette program vedtaget på landsmødet i den udgave, der er fremlagt, stadfæster partiet sin kurs fra 2008 med en tiltagende udradering af forskellene på SF og S. Det skaber, som vi har set siden valget, ikke nogen stærk endsige klar position, men underkastelse og ydmygelse. Gang på gang,« skriver blandt andre Leif Hermann, tidligere medlem af Folketinget for SF, i et indlæg på Rød Blog.
SF holder landsmøde fra 13. - 15. april i Kolding.
LÆS OGSÅ: Her er udkastet til principprogrammet