Fortsæt til indhold
Politik

Thorning får kniven i debatten

JP-læsere og lederskribenter er ikke imponeret over statsministerens håndtering af betalingsringen.

Der hviler et tungt ansvar på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) om at træde i karakteter som regeringens ubesridte leder og problemknuser under tirsdagens krisemøde om den omstridte betalingsring.

Det mener debatterende JP-læsere og flere lederskribenter.

Blandt de mange læsere, der har taget del i debatten om betalingsringen på jp.dk, hersker der en opgivende stemning, fordi det fem måneder efter regeringsdannelsen endnu ikke er lykkedes regeringen at komme med et konkret forslag til betalingsringen omkring Storkøbenhavn.

Læsere: Thorning magter det ikke

"Det er mere end svært at få øje på hvordan denne regering vil få Danmark ud af krisen. Hvis man så grundigt kan f**ke en sag op som betalingsringen, hvordan kan man så have tiltro til at de kan håndtere sager med betydning for landets fremtid og overlevelse i en global konkurrrence. For på trods af al diskussionen så er en betalingsring ikke afgørende for Danmarks fremtid i modsætning til nødvendige velfærdsreformer som skal gennemføres," skriver Kim H. fra København.

Han suppleres af Henrik Strandgaard fra Lyngby, som mener, at regeringen ganske enkelt ikke levedygtig. "Der er nu 3 1/2 måned tilbage til 1. juni, - længere holder den regering ikke...men at den skulle gå ned på betalingsringen, det havde jeg ikke spået," skriver læseren.

Også Evan Tvede fra Ry er ved at opgive regeringen: "Jeg har prøvet at være positiv overfor denne regering. Især da jeg stemte til venstre for midten. Men jeg ser nu at den simpelhen ikke formår at lede landet. Og som skrevet før i anden forbindelse - Hun vil så gerne men hun magter det ikke."

På "selvmordskurs"

I Jyllands-Posten tirsdag siger Per Clausen fra Enhedslisten, at regeringen er på "selvmordskurs" i sagen om betalingsringen, og det giver Allan Olsen fra Kbh. NV ham ret i.

"Det var den fra starten. Regeringen "tør" intet. Den kan ikke finde ud af at føre politik, men bliver "bange" når pressen og andre "beregner" på om det nu også kan betale sig at indføre dit og dat.Og så "tør" den ikke."

Og Søren Ottesen fra Sorring peger på, at "når selv et parti som EL kommer med den slags udmeldinger, er det ikke svært at forstå hvilken handlingslammet og udsigtsløs regering vi har fået."

Er det de radikales skyld?

Lars Ringholm i Ringsted går yderligere et skridt i kritikken: "Efter valget frygtede jeg det værste, men jeg må indrømme, at jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, at Danmark skulle få en regering og en statsminister, der i så utrolig grad skulle blive synonym med uduelighed, inkompetence og talentløshed. Som borgerlig har det været ustyrligt morsomt at være vidne til. Men også dybt tragisk, for det er hele landets ve og vel den regering spiller hasard med."

LÆS OGSÅ: Krisemøde om betalingsrinden i gang

En del læsere spekulerer i årsagen til, at det har trukket så meget ud med forslaget til betalingsringen.

Det er de radikales skyld, mener Preben Rasmussen fra Aabenraa, som skriver, at "at de radikale har ryddet bordet og fået stort set alt igennem de har krævet. SF står tilbage forvirret, forslået og forpjusket. Helle Thorning-Schmidt bruger posten som statsminister som springbrædt til et job hos vennerne i det sydlige Europa. Længere er den ikke."

Læser: Slug kamelen, SF!

Men årsagen er ikke kun den store radikale valgsejr, som kom på tværs af S-Sf-samarbejdet, påpeger Runge Hansen fra København N. "Én ting er, at R blev større end forventet og derfor har fået mange indrømmelser. En anden er, at S og SF åbenbart ikke magter at samarbejde, som man gjorde under valgkampen. Pinligt!"

Men hvad er løsningen så for regeringen? Bid i det sure æble og drop betalingsringen, mener Hasse Gårde-Askmose fra Helsingør.

"Det groteske ved et "no go" fra SF er faktisk, at de vil vinde stemmer ved det: "Vi må acceptere, at der ikke er tilslutning til ringen blandt borgerne, og det bøjer vi os for". Selv for SF kan der være noget at hente ved at acceptere tingenes tilstand," skriver JP-læseren.

Leder: Truer regeringen

JP-læserne er helt på linje med flere af dagens lederskribenter i de landsdækkende dagblade. Kristian Madsen, lederskribent i Politiken, kalder sagen for " et lærestykke i politik" og "en politisk zombie, der nærmest er umulig at slå ihjel."

I lederen skriver Kristian Madsen, at Helle Thorning-Schmidt konsekvent er gået fejl af sagen: "Hver gang hun er blevet presset af journalisterne på sine tirsdagspressemøder, hvor zombien altid tramper rundt i lokalet, har hun i stedet for at bakke ud sat mere og mere personlig prestige ind på projektet. Thorning har næsten giftet sig med sin zombie."

Politikens lederskribent vurderer, at "betalingsringen er ved at trække hele regeringen ned med sig. Efter 10 års ørkenvandring er Socialdemokraterne og SF ved at lade deres forandringsprojekt strande på en betalingsring, som ingen for alvor vil have, og som de færreste kan sige med sikkerhed virker."

B.T.: Træd i karakter, Thorning!

I B.T. fastslår ledende redaktionschef Henny Christensen, at betalingsringen illustrerer, hvor dyb krisen i regeringen er. Og hun efterlyser, at Helle Thorning-Schmidt nu påtager sig lederskabet i regeringen, fordi der længe har "hvilet et pres på statsministeren for at træde i karakter."

"Problemet er blot, at der ikke findes nogen lykkelig slutning på historien. Socialdemokraterne kunne fint leve uden betalingsringen – spørg blot de vrantne S-borgmestre og de københavnske fagforeningsfolk. Og De Radikale er vist nærmest ligeglade med ringen og venter blot på, at S og SF når til enighed," skriver B.T.'s lederskribent.

Problemet er imidlertid, at især SF har bundet temmelig meget prestige i gennemførslen af betalingsringen. Under valgkampen gik Villy Søvndal ud med budskabet om 40 procent billigere billetter i den kollektive trafik - finansieret af indtægterne fra betalingsringen.

"Og for SF er ringen det sidste, partiet har tilbage efter slaget om regeringsgrundlaget. Her er ingen lyst til at sælge ud. Igen," lyder det i B.T.'s analyse, der konstaterer, at Thorning og Søvndal betaler prisen for et elendigt forberedt projekt.