Fortsæt til indhold
Politik

Cepos: Ingen bud på løsninger

Hvorfor talte Thorning ikke om virksomhedernes omkostninger, spørger cheføkonom i Cepos.

"Thorning konstaterer i sin tale, at virksomhedernes konkurrenceevne er belastet og at den skal forbedres. Det er en rigtig konstatering. Desværre leverer Thorning ingen konkrete bud på, hvordan konkurrenceevnen forbedres."

Sådan siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borligerligt-liberale tænketank Cepos.

"Problemet i Danmark er, at vores lønninger og omkostninger er alt for høje i forhold til vores produktivitet. Thorning burde derfor i sin tale have lagt op til at lette virksomhedernes omkostninger. F.eks. ville et løfte om at reducere de høje skatter på danske virksomheder have været på sin plads", siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.

"Der er en klar modstrid mellem Thornings ambition om at forbedre konkurrenceevnen og hendes egen finanslov for 2012. I Thornings finanslov for 2012 hæves verdens højeste skattetryk varigt med 5 mia.kr. En del af skattestigningerne rammer danske virksomheder direkte så som NOx-afgiften og skærpet generationsskifte-beskatning."

"Herudover betyder de højere afgifter på øl, sodavand og slik, at omsætning og arbejdspladser flytter fra danske til tyske butikker. Forhåbentlig betyder Thornings nye fokus på konkurrenceevne, at det er slut med finanslove, der sender skatter og afgifter i vejret. Højere skatter er opskriften på at tabe konkurrenceevne og arbejdspladser," siger Mads Lundby Hansen.