Fortsæt til indhold
Politik

EU-socialist fordømmer dansk pointsystem

DF er et "åbenlyst fremmedfjendsk" parti, der har skabt et pointsystem for udlændinge, som er det værste af sin art i Europa, siger tysk parlamentariker.

Ritzau

En ledende socialdemokrat i Europaparlamentet fordømmer pointsystemet ved giftermål med udlændinge, som regeringen og Dansk Folkeparti onsdag fremlagde.

Den tyske parlamentariker Martin Schulz siger, at Dansk Folkeparti har fået skabt et "første- og andenklasses statsborgerskab".

Han betegner Dansk Folkeparti som et "åbenlyst fremmedfjendsk" parti. De nye pointregler er "det værste af sin art i Europa".

De 186 medlemmer fra den socialdemokratiske og socialistiske gruppe holder møde i Budapest. Her vedtog de en erklæring, som opfordrer til en stærk reaktion på de voksende højreekstremistiske kræfter i Europa.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der er formand for de europæiske socialdemokrater, hilser reaktionen velkommen.

- Erklæringen fra Schulz viser kontrasten mellem hans stærke overbevisning om de fundamentale værdier og så de destruktive holdninger som dem, der kommer fra Dansk Folkeparti, siger han.

Nyrup siger, at "nok er nok, det er tid til at kæmpe imod" højreekstremisterne i Europa.