Familielivet bliver svært med ny aftale
Den nye udlændingeaftale gør det svært for Danmark at håndhæve borgernes ret til familieliv, mener advokat i menneskerettigheder.
Danmark bryder højst sandsynlig menneskerettighedskonventionen med sin nye udlændingeaftale. Aftalen gør det nemlig nærmest umuligt for visse borgere at leve sammen med sin familie, mener menneskerettighedsadvokat Kåre Traberg Smidt.
Ifølge den nye aftale styrkes tilknytningskravet. Det betyder, at et ægtepars samlede tilknytning til Danmark nu skal være væsentligt større end parrets tilknytning til et andet land.
Retten til familieliv
- Det er en kraftig skærpelse, og der er fare for, at aftalen er et brud på konventionens artikel 14 og 8, som er retten til familieliv sammenstillet med forbuddet mod diskrimination, siger Kåre Traberg Smidt.
Han er enig i, at retten til familieliv ikke siger noget om, hvor familielivet skal leves. Men skærpelsen kan alligevel afstedkomme rigtig mange problemer for en del mennesker.
- For vi ved reelt jo slet ikke, om familien kan få en familiesammenføring og få lov til at bo i det andet land, siger Kåre Traberg Smidt.
Det vil dog kræve, at nogen lægger sag an mod staten, før man konkret kan vide, om der er tale om et klart brud, påpeger han.