Landsret godkender starthjælp
En afghansk familiefar har i dag i Østre Landsret tabt en retssag om starthjælpen.
Manden havde sagsøgt Egedal Kommune i Nordsjælland og Integrationsministeriet, fordi han mener, at starthjælpen er diskriminerende og et brud på Grundloven. Starthjælpen gives hovedsageligt til flygtninge- og indvandrere, og er lavere end for eksempel kontanthjælp. Men Østre Landsret valgte at frikende myndighederne.
- Det er overvejende sandsynligt, at vi anker dommen til Højesteret, siger Steen Petersen, advokat for afghaneren.
Hos Dokumentations - og Rådgivnings Centret for racediskrimination (DRC), er centerleder Niels-Erik Hansen ikke overrasket over dommen.
- Der skal noget til før en landsret dømmer en dansk lovgivning ude. Vi har hele tiden regnet med, at den skal videre til Højesteret og formentlig til et internationalt klageorgan. Vi håber, at Højesteret vil omgøre dommen, men i sidste ende er det nogle internationale konventioner, som det her drejer sig om, siger han. DRC har hjulpet afghaneren med at få "fri proces" i retten, hvilket vil sige, at han slipper for at betale sagens omkostninger.