*

Her er bedst at bo
Politik

Åbent samråd blev til åbent slagsmål

Beskyldninger om uanstændighed, manglende format og hustruvold føg gennem luften, da forsvarsudvalget holdt samråd.

Forsvarsminister Søren Gade (V) så flere gange mod himlen under dagens samråd. Arkivfoto: Stine Larsen

Det bedste forsvar er et angreb. Umiddelbart måtte det være tanken hos forsvarsminister Søren Gade (V) og en række af folketingspartiernes forsvarsordførere, der torsdag var samlet til åbent samråd om Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) oplysninger op til krigen i Irak.

I hvert fald tøvede de stridslystne ordførere ikke med at ty til personlige angreb mod hinanden.

SF’s forsvarsordfører Holger K. Nielsen havde indkaldt til samrådet i forsvarsudvalget på baggrund af et notat fra Forsvarsministeriet fra starten af måneden. Her erkendte FE, at de ikke havde gjort deres arbejde op til Irakkrigen godt nok.

»Frank Grevil sagde jo allerede den 14. april 2004 det samme, som FE nu siger,« lagde SF’eren ud, med henvisning til den tidligere FE-analytiker, der i 2004 lækkede en række hemmelighedsstemplede Irak-vurderinger til pressen.

Noget der resulterede i fire måneders fængsling til Frank Grevil.

Gade ville ikke undskylde

Selv om Grevil kom til at fylde en del på samrådet, blev en lang række andre emner med mere eller mindre tilknytning til Irak-krigen og FE også på banen.

Ordførerne fra S og SF efterlyste blandt andet, at Søren Gade gav ham en undskyldning, eftersom han havde haft ret i det, han lækkede i 2004. Det ville forsvarsministeren bestemt ikke give.

»Skal en efterretningstjeneste fungere, nytter det ikke noget, at man render ud i øst og vest og udtaler sig om alt. Noget af opgaven i FE er også, at man kan holde sin kæft,« sagde Søren Gade.

SF: Usmagelig spin

Selv det amerikanske præsidentvalg blev berørt på torsdagens samråd. Holger K. Nielsen mente, at notatet fra FE bevidst var blevet offentliggjort samtidig med at Barack Obama var ved at blive præsident, så det ville drukne i andre nyheder. SF’eren langede derfor kraftigt ud efter forsvarsministerens spindoktor for at udøve ”usmagelig” spin.

»Jeg bliver i den grad træt af, at denne regering gang på gang manipulerer sandheden,« lød det ophidset fra Holger K. Nielsen, mens han bankede knytnæven ned i en ældre udgave af journalisternes fagblad ’Journalisten’, der lå i bordet.

SF’eren mente, at forsvarsministerens spindoktor i bladet ”pralede” af sin måde at manipulere offentligheden oven på den kritiske film ”Den hemmelige krig” fra 2006.

Adam Møller i det røde felt

En anklage, der fik den konservative forsvarsordfører Helge Adam Møller til at ryge op i det røde felt. Han fandt det helt utilstedeligt at angribe ministerens spindoktor, da denne ikke var til stede.

»Hvis Holger K. Nielsen havde været et ordentligt og anstændigt menneske, ville han undskylde over for ministeren og for den embedsmand, han angriber,« rasede Helge Adam Møller, og roste forsvarsministeren for at han kunne holde sig i ro mens en kollega angreb ham.

»For jeg bliver jo nok nødt til at betegne Holger K. Nielsen som en kollega.«.

Ildrød minister

At forsvarsministeren kunne forholde sig helt i ro under samrådet var nok en tilsnigelse af sandheden. Tydeligvis huede spørgsmålene fra Holger K. Nielsen og ikke mindst den socialdemokratiske forsvarsordfører John Dyrby ham ikke. Hvilket han lettere ildrød i ansigtet og med himlende øjne ikke lagde det store skjul på.

Især Dyrbys vedholdende spørgsmål, om ministeren var enig med notatets ordlyd om, at FE ikke er god nok. En præmis, ministeren ikke ville godtage.

»Er John Dyrby holdt op med at slå sin kone?« lød det retoriske svar fra Søren Gade.

En sætning som det bekendt er svært at svare såvel ’ja’ som ’nej’ på, men som understregede hvad Gade mente om spørgsmålenes karakter.

»Det er dybt skandaløst, at Hr. Dyrby sidder her og insinuerer, at regeringen misbruger udmeldinger. Det er utiltalende beskyldninger,« lød det fra Søren Gade, der mente, at John Dyrby fordrejede stort set alt, hvad der var muligt at fordreje i sagsforløbet og i FE’s rapporter.

»Jeg er fuldstændig enig i, hvad der står i den rapport, men jeg kan høre, at vi ikke kommer videre. For jeg kan høre, at Hr. Dyrby ikke vil fatte, at efterretningstjeneste ikke er en eksakt videnskab,« svarede ministeren, der erklærede at han havde fuld tiltro til FE’s arbejde.

Mens John Dyrby frabad sig, at hans kone blev inddraget i diskussionen, fortsatte Holger K. Nielsen og Helge Adam Møller deres skænderi.

SF efterlyste format hos ministeren

SF’eren undrede sig over, hvordan hans konservative modpart til et åbent samråd kunne få lov at angribe ham på anstændigheden, men Helge Adam Møller mente, at det var helt retfærdigt.

»Jeg siger min ærlige mening, når jeg kan se den, jeg snakker om, i ansigtet. Og jeg ved godt, hvad jeg mener om folk, der taler om nogen, der ikke er til stede,« sagde han.

Mod slutningen af samrådet, var forsvarsministeren blevet så træt af spørgsmålene fra S og SF, at han besluttede sig for at bruge adskillige minutter på at læse en offentlig rapport om sagen op for hans politiske modstandere. Holger K. Nielsen ville dog ikke have højtlæsning, men efterlyste i stedet, at forsvarsministeren ”viste en smule format”.

Endelig bad Helge Adam Møller samrådets formand om at overveje, hvorvidt samrådet ikke burde slutte. Hvilket formanden kun kunne tilslutte sig, og de stridende politikere kunne forlade samrådet uden at være kommet en millimeter tættere på hinanden.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: Er Macron svaret på Frankrigs bønner?

Morten Uhrskov Jensen
I så fald skal han stort set ophæve tyngdeloven.

Blog: Gik du i fælden? Husk på, at flertallet ikke er curling-forældre

Camilla Schwalbe
Jeg bliver forarget, og er lige ved at gå i fælden, men så minder jeg mig selv om, at mediestanden er ukritisk, og at virkeligheden sjældent afbilledes proportionelt i medierne.

Blog: Kære unge mennesker,

Christina Egelund
Jeg tænker på jer i disse dage, når jeg læser og hører debatten om nutidens curlingforældre. I vil på Roskilde, selvfølgelig vil I det.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her