Egypten brænder

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Ingen tvivl om det. Men der er ingen anledning til at tro, at en diktators fald automatisk indebærer diktaturets afskaffelse. Det samme gælder for så vidt demokratiske valg med flere partier. Demokratiske procedurer skal hilses velkommen, men man skal samtidig gøre sig klart, at valg sjældent er et pålideligt termometer til at måle demokratiets og frihedens sande temperatur. I 1994 kom Hvideruslands diktator, Aleksandr Lukasjenko, således til magten ved et demokratisk valg, men det blev hurtigt til én mand, én stemme, én gang. Også selv om der siden har været holdt adskillige valg i landet. Samme tendens har gjort sig gældende i Rusland og Ukraine, om end knapt så radikalt.

Der er tale om banale indsigter, bevares, men der er grund til at minde om dem i forbindelse med Det Arabiske Forår og de seneste dages optøjer i Egypten, som i weekenden kulminerede med 40 dræbte og præsident Mursis indførelse af undtagelsestilstand i tre byer. Det er historiens ironi, at Mursi og hans Muslimske Broderskab ”fejrede” toårsdagen for Mubarak-regimets fald med at gribe til de politistatsmetoder, som for to år siden fik egypterne til at gå på gaden. Og demonstranter brugte de samme slagord mod Mursi, som de for to år siden slyngede af sted mod Mubarak.

Udsigten til en demokratisk udvikling er blevet yderligere forværret af en nødlidende økonomi. Det nye regime synes ikke at have modet og styrken til at likvidere den socialistiske klientøkonomi med hæren i førersædet, som Gamal Abdel Nasser etablerede i 1960’erne og 1970’erne. Den økonomiske og politiske usikkerhed har fået omfanget af udenlandske investeringer til at styrtdykke, turistindustrien ligger brak, og statsfinanserne befinder sig i en elendig forfatning med skrumpende valutareserver og et uholdbart underskud på statsbudgettet. Alt sammen noget, der ikke just befordrer etablering af en demokratisk orden. Også selv om Egypten fortjener ros for at have holdt et præsidentvalg med flere kandidater.

Ifølge islam følger den troendes rettigheder af underkastelse og tilbedelse af Allah og hans profet. I så fald vil retfærdigheden ske fyldest i overensstemmelse med Allahs vilje. Individet har ingen rettigheder i kraft af sin blotte eksistens. En gudskabt retfærdighed er vigtigere end frihed og demokrati. Det er den kulturelle baggrund for, at krav om retfærdighed driver oprøret i Egypten, snarere end længslen efter frihed og demokrati.

Det var netop en oplevelse af manglende retfærdighed, der i lørdags fik fodboldfans til at gå amok i havnebyen Port Said. 21 bøller var tidligere på dagen blevet dømt til døden for deres deltagelse i sidste års optøjer under en kamp mellem Port Saids klub al-Masry og Kairos al-Ahly, hvor 72 mennesker mistede livet. Til gengæld er ingen politifolk eller embedsmænd blevet stillet til ansvar for tortur og hundredvis af drab under oprøret i 2011. Hvorfor denne forskelsbehandling? spørger vrede egyptere. Og der er lagt i kakkelovnen til ny ballade, når repræsentanter for ordensmagten den 9. marts ventes at få dom for deres ansvar for de dødbringende fodboldoptøjer. Fans har på forhånd bebudet, at der bliver larm i gaden, hvis politicheferne slipper billigt.

Vi håber, at de autoritære regimer i Mellemøsten en dag vil falde, men intet tyder på, at det kommer til at ske lige med det første. Det er den triste lære af de seneste to års udvikling i Egypten.