Konservativ krise
Det er en kliche, men selv klicheer har af og til ret. Det må betegnes som Lars Barfoeds vigtigste politiske tale, når han i dag skal tale ved De Konservatives Landsråd i Herning Kongrescenter.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Han kan kigge tilbage på snart to årtiers partimæssig forfaldshistorie og et parti, der faretruende nærmer sig spærregrænsen. Mange siger, at De Konservative ikke kan ryge ud af Folketinget, men hvorfor egentlig ikke?
Gennem de seneste års opslidende rolle som lillebror i VK-regeringen, en række pinlige personsager og en ideologisk kant til især Venstre, De Radikale og Liberal Alliance, der gradvis er blevet udvisket, er partiets identitet og berettigelse forsvundet mere og mere. Det er på den baggrund, at Lars Barfoed ikke bare skal piske nyt håb ind i et modløst parti, men også overbevise vælgerne om, at De Konservative faktisk stadig har en rolle som et borgerligt reformparti. Og det kan godt være svært at blive overbevist om, når det for selv partiets leder er svært at sætte ord på politikken.
I et pinagtigt interview i det seneste nummer af tidsskriftet Ræson afslører Barfoed, at han på ingen måde er i stand til at svare på, hvad forskellen er på De Konservative og Venstre. Dermed adskiller Lars Barfoed sig måske ikke så meget fra den øvrige befolkning. Det er blevet vanskeligere at se forskel. Trængslen om midteraksen i dansk politik er blevet så massiv, at det vel efterhånden kun er Enhedslisten, Liberal Alliance og så – naturligvis – SF’s bagland, der forsøger at adskille sig med en anden kurs.
Men Lars Barfoed er ikke blot en almindelig vælger. Han er formand for partiet og burde derfor med få, men præcise slaglinjer kunne fortælle, hvorfor man skal stemme på hans parti og ikke på eksempelvis Venstre. Men det kan han ikke, og dermed understreger han den dybe identitetskrise, som partiet befinder sig i. Store dele af de økonomiske mærkesager er blevet stjålet af enten Liberal Alliance eller De Radikale, tydeliggjort i det naive samarbejde, som Lars Barfoed indgik med Margrethe Vestager i valgkampen sidste år, der udelukkende var til radikal fordel og kun marginaliserede De Konservative yderligere.
Tilsvarende har partiet kunnet se de mere rustikke mærkesager, der vedrører besindelse på nationale værdier, dannelse, Gud og konge forsvinde til Dansk Folkeparti, der da også ved festlige lejligheder har kaldt sig landets egentligt konservative parti.
Så det er et trængt og svækket parti, der i weekenden mødes i Herning for at vedtage et nyt partiprogram og udvikle »konservative svar på tidens spørgsmål«, som det hedder. Det ironiske – eller opmuntrende, kunne man også vælge at mene – for De Konservative er, at der i virkeligheden er mere brug for sande konservative værdier end set længe. Der er brug for et parti eller et tankesæt, der spændt ud i konflikten mellem den ukritiske globaliseringsbegejstring og den reaktionære nationalkonservative reaktion, formår at sætte ord på en politik, der besindigt værner om det lokale, den nationale kultur og identitet og ser det som forudsætning for et naturligt globalt udsyn.
Det er ikke det indtryk, det nye partiprogram umiddelbart efterlader. Tværtimod kan den nye EU-skepsis tolkes som et forsøg på at gå ind på et område, som både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance fylder godt på i forvejen. Nybrud eller ej, det udstiller bare endnu en splittelse i partiet og er næppe det, der kan standse det vaklende partis glidetur ned ad rampen. Langt fra.