Leder: Arabisk efterår

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Billeder der krænker alt fra kristne, jøder, buddhister, og muslimer til frimærkesamlere, fodboldfans, marxister og kapitalister. Kun sjældent giver billederne imidlertid anledning til vold.

Dagbladet Politiken offentliggjorde således sommeren 2005 en tegning af muslimernes profet som en sindsforvirret mand. Tegningen var længe tilgængelig på internettet, uden at nogen gik amok. Kurt Westergaards ikoniske tegning af muslimernes profet med en bombe i turbanen er siden Muhammed-kriserne i 2006 og 2008 blevet genoptrykt i adskillige bøger, den kan ses på YouTube, og man kan finde den overalt på internettet, men det får ikke volden til at blusse op.

På den baggrund er det absurd at rette al opmærksomhed mod dem, der står bag filmen ”Muslimernes uskyld”, når man skal forklare den seneste tids optøjer og vold i den muslimske verden. Ikke desto mindre har det været budskabet fra USA’s præsident Barack Obama. Således har man undgået at forholde sig til en central problemstilling, nemlig instrumentaliseringen af et flammende had til USA og Vesten, som bliver brugt i magtkampe flere steder i den islamiske verden.

Måske skyldes denne afvisning af kendsgerningerne, at Det Hvide Hus i så fald ville få svært ved at forklare, hvorfor Obamas fremstrakte hånd til den muslimske verden i en tale i Kairo i 2009, hans indflydelse på præsident Mubaraks fredelige fald i 2011 og USA’s udslagsgivende bidrag til diktaturets sammenbrud i Libyen samme år nu er blevet mødt med vold og ødelæggelser. Logikken i Obamas fortælling brister.

”Jeg ser det som mit ansvar som USA’s præsident at bekæmpe negative stereotyper af islam overalt, hvor de dukker op,” sagde han i 2009.

Ok, og svaret? Mord på diplomater, ødelæggelser og trusler. Alt sammen led i interne magtkampe, hvor USA og

Vesten er et taknemligt mål, for hvem bærer ansvaret for elendigheden i den islamiske verden? Amerikanere, jøder og det øvrige Vesten, forstås.

Det giver sig udslag i verbale og visuelle udfald, der kalder på mild forundring over nogle muslimers voldsomme reaktioner på en amatørfilm, en storslået roman eller harmløse tegninger. På Det Muslimske Broderskabs hjemmeside beskrives jøder og amerikanere som efterkommere af svin og aber. En lærd på Egyptens førende universitet udråber jøderne til roden til al ondt i denne verden, og i pressen publiceres antisemitiske karikaturer, der minder om, hvad man kunne læse i det nazistiske Der Stürmer. På den baggrund er det svært at tage påstanden om muslimers krænkede følelser alvorligt. Medmindre man er af den tvivlsomme opfattelse, at de skal behandles som børn.

Nej, volden handler ikke om religiøse følelser. Den skal ses i lyset af Det Arabiske Forår og ønsket om et værdigt liv med frihed og økonomisk sikkerhed. Oprøret har hverken leveret det ene eller det andet. Når muslimer i den arabiske verden samtidig får tudet ørerne fulde om den islamiske civilisations overlegenhed, mens FN’s statistikker peger i den stik modsatte retning, er det let at blive forvirret og frustreret. Det er helt i orden at føle sig krænket, men det er en afsporing at bruge krænkelsen i en kamp om politisk magt. Vesten begår en stor fejl ved at spille med i dette absurde teater.