Risikoanalyse
Uden produktionen af råolie og naturgas i Nordsøen ville Danmark ikke have været i nærheden af den position som økonomisk duks, der har gjort krisen mindre smertefuld her end i de fleste andre lande i Europa.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Uden sin status som Europas tredjestørste olieeksportør vil Danmark enten have en offentlig gæld af italienske dimensioner eller et velfærdssamfund af et anderledes beskedent tilsnit end dagens.
Disse kendsgerninger går så godt som altid tabt, når talen falder på beskatningen af olie- og gasproduktionen, som regeringen overvejer at skrue endnu mere i vejret. Tanker, som internationale eksperter advarer mod at gennemføre, da konsekvenserne kan blive ikke blot et tab af skatteindtægter, men også en markant svækket nationaløkonomi.
Først og fremmest skal regeringen gør sig klart, hvor store risici der er involveret i produktionen af olie og naturgas.
Udviklingen på naturgasmarkedet eksemplificerer bedre end noget andet de risici, som olieindustrien må acceptere.
For få år siden satsede olieindustrien store milliardbeløb på at lede efter nye forekomster af olie og naturgas i arktiske egne samt på store havdybder i Den Mexicanske Golf og ud for Brasilien, hvilket med råoliepriser på 100 dollars pr. tønde og derover umiddelbart ligner rentable forretninger.
Normalbilledet er imidlertid revet itu efter fundet af store forekomster af såkaldt skifergas og skiferolie; naturgas og råolie fanget i meget kompakte geologiske formationer i undergrunden. Især i USA har skiferrevolutionen været mærkbar, da priserne på primært naturgas er faldet så dramatisk, at kraftværksindustrien i stor stil skifter fra kul til naturgas, hvilket samtidig fører til et markant fald i USA’s udledning af drivhusgasser. Så stor er revolutionen, at eksperter nu anser det for sandsynligt, at USA inden udgangen af dette årti kan være selvforsynende med både olie og naturgas.
Perspektiverne i USA skyldes ikke mindst en kulbrinte beskatning, der belønner risikovilje, og det siger sig selv, at lande med regeringer og parlamentariske flertal, der ikke begriber sammenhængene mellem beskatning og risici, kaster olieindustrien i armene på de lande, hvor denne basale forståelse er til stede hos de politiske beslutningstagere.
Det er blot et par uger siden, at Ruslands naturgaseksportmonopol Gazprom valgte at udskyde beslutningen om at indlede produktion på Shtokman-feltet i Barentshavet, der vurderes at være verdens største naturgasforekomst. Den væsentligste årsag er usikkerheden om naturgasprisudviklingen i resten af dette årti som følge af skiferrevolutionen.
Danmark rummer så forholdsvis beskedne reserver af olie og naturgas, at rammevilkårene skal være ekstraordinært interessante for at tiltrække risikovillige investorer.
Alene den usikkerhed om den fremtidige beskatning, som regeringen skaber, vil i sig selv kunne få mærkbare konsekvenser, da olieindustrien typisk opererer med en investeringshorisont på en halv snes år fra beslutningen om at indlede en efterforskning, og indtil produktionen af olie og
naturgas sættes i gang.
Hvis erhvervserfaring, talforståelse og talent for risikoanalyse var spidskompetencer, ville regeringen og Folketinget for længst have valgt at lade den nugældende Nordsøaftale leve i fred for politisk indblanding.
Desværre er spidskompetencen brandskatning uden tanke for konsekvenserne, hvilket kan blive ekstremt kostbart for den fortsatte produktion af olie og naturgas i Danmark.