Kaosministeren
Egentlig kunne en leder om Danmarks kulturminister være ganske kort: Vi er gået fra Per Stig Møller til Uffe Elbæk. Det siger på en måde det hele. Ikke fordi Per Stig Møller nåede at sætte sig varige spor som kulturminister. En dyr radiokanal, der skulle bryde DR's radiomonopol, men som ingen gider lytte til, er vel mere eller mindre det.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Men vi er gået fra en klassisk dannet kulturminister, belæst og piberygende, dr.phil. endda, til en tåget, søgende kulturminister, der er tilhænger af det meste, så længe det kan omsættes i events, begivenhedskultur og totalteater, men hvis kulturpolitiske pejlemærker samt kultursyn ikke sådan lige er til at få øje på. Hvis man overhovedet skal have et kulturministerium, så må det være for at sikre, at staten står som garant for, at der i det danske samfund hersker en mulighed for dannelse, viden og oplysning. Kulturel kapital med andre ord. Det handler om at sikre, at de store kulturinstitutioner har tilstrækkelig kraft til at være identitetsmarkører for nationen; det handler om at sikre, at dansk kulturarv bevares for nu- og eftertid; og det handler om at skabe de nødvendige rammer for, at produktion af dansksproget kultur – litteratur, musik, film og kunst – har gunstige rammer til at klare sig på markedet.
Hvis man et øjeblik glemmer, selv om det er svært, al den trælse iværksætterlingo og eventmageri, der fulgte, så var Uffe Elbæk utvivlsomt effektiv og dygtig til at udnytte tid og tidsånd, da han i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne så, at al den ungdomsarbejdsløse energi i Aarhus kunne omsættes til uddannelse og oplevelsesindustri. Denne position skulle herefter omsættes i lokalpolitik og nu altså landspolitik.
Det skal indrømmes, at landet fattes penge, og at heller ikke Uffe Elbæk ressort går ram forbi. Der er ingen nye penge eller bevillinger. Tværtimod skal der spares. Men ministeren har ikke ligefrem markeret sig stærkt i eksempelvis afskaffelsen af den gratis adgang til Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet, selv om det jo ellers nok burde være en hjertesag for en minister fra et parti, der vil have kunst og kultur ud til folket. Ligeledes er han også sært fraværende, når Fregatten Jylland nu er truet på eksistensen.
Af politiske resultater har han gennemført et slattent nyt system for kunststøtte, der ikke vrister det fri af embedsværket. Den samlede publicistverden fra bøger til film har hovedrystende vendt ham ryggen på grund af den tåbelige piratlov, der er en bombe under ophavsret og udgivervirksomhed i Danmark, og mediestøtteforhandlingerne er blevet forsinket unødigt, ikke mindst på grund af ministerens nølen.
Landets kulturminister er et af de helt store eksempler på, at det er sin sag at overføre sin succes på et felt til slagkraftig succes i politik. Efter snart et år på posten huskes han for alvor kun for det uintelligente Team Culture 2012-projekt, hvor han satte en række europæiske kulturpersonligheder til at rejse rundt og tale om, hvad kunst og kultur kan bruges til i krisetid. Det kom der forudsigeligt intet ud af. Før valget talte Uffe Elbæk for en reformering af landets kulturinstitutioner, men efter valget er han primært forsvundet i administration og embedsværk, mens han verbalt viderefører græsrods- og projektmagerlinjen, som han kender den fra Kaospiloterne. Men det gør det ikke alene, for uden styrke og visioner for, hvad kulturpolitik skal bruges til, og forståelse for det kulturliv, han er sat til at beskytte, udstiller han sig selv som historisk svag og i sidste ende overflødig