Romneys vej
For få måneder siden nikkede mange republikanere indforstået til udtrykket »Enhver anden end Mitt«, og en meningsmåling i november i fjor gav kun Mitt Romney hver fjerde republikanske stemme. Meget har ændret sig siden da.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Den Mitt Romney, der natten til fredag accepterede nomineringen som sit partis kandidat til præsidentvalget tirsdag den 6. november, har formået at samle de ofte stridende fløje i det republikanske parti, og med Paul Ryan som vicepræsidentkandidat står Romney langt stærkere, end nogen ville have troet ved årets begyndelse.
Oven på denne uges partikonvent i Tampa har republikanerne fået skabt en styrke, der må give alvorlige panderynker hos præsident Barack Obama og vicepræsident Joe Biden.
De står ikke kun over for et stærkt republikansk team, men skal også møde vælgerne med et USA, der på de fleste punkter er svagere, end da de kom til magten for fire år siden.
På forsiden af denne uges udgave af The Economist ser man silhuetten af Obama og overskriften: »Et enkelt spørgsmål, hr. præsident: Hvad vil De egentlig med fire år mere?«
Ætsende præcist. Barack Obama ligner stedse mere et dristigt politisk eksperiment, der er slået fejl.
I de forløbne fire år er arbejdsløshedskøen vokset med tre millioner mennesker, USA’s nationale bruttogæld er vokset med 29.695.500.000.000 kr., USA’s internationale position er svækket, og det brede politiske samarbejde, som Barack Obama stillede amerikanerne i udsigt, er ikkeeksisterende.
Nok rykkede Obama ind i Det Hvide Hus under en verdensøkonomisk recession og fik således en yderst vanskelig start, men han formåede ikke at omsætte den umiddelbare velvilje, der mødte ham personligt, til praktiske politiske resultater, som fik vendt den negative økonomiske udvikling.
Udenrigspolitisk blev Obama reelt gjort til grin, da Den Norske Nobelkomité i 2009 tildelte ham Nobels Fredspris, uagtet at han intet havde kunnet nå at udrette. Den dag i dag har Barack Obama ikke formået at levere en global politisk præstation, der kan retfærdiggøre tildelingen.
Mitt Romney har således mange angrebsflader over for en præsident, der ikke blot er i defensiven, men heller ikke har formået at fortælle de amerikanske vælgere, hvordan han i de kommende fire år vil løse de store økonomiske udfordringer, som han ikke har evnet at løse i de forgangne fire år.
Den forandring, som Obama stillede vælgerne i udsigt, har været til det værre, og ikke mindst set i det lys repræsenterer Mitt Romney og Paul Ryan den resultatorienterede fremdrift, som USA i den grad har brug for.
Økonomisk genrejsning er i høj grad et spørgsmål om psykologi, og en sympatisk, men træt præsident berøvet sine illusioner kan ikke gengive amerikanerne den tro på fremtiden, som Mitt Romney leverede i sin tale til partikonventet.
Mitt Romney har ikke karisma som en Ronald Reagan, men han har ikke kun viljen til at gøre en forskel; han kan blive den afgørende forskel i en situation, da verdensøkonomien for anden gang på fire år er under hård opbremsning.
USA er verdens største økonomi, og derfor er en dynamisk udvikling i amerikansk økonomi afgørende for verdensøkonomiens velbefindende. Obama-regeringen har ingen troværdige eller politisk realisable bud på at genskabe vækst, beskæftigelse eller national selvtillid.
Det giver republikanerne og Mitt Romney en enestående chance til at vinde de vælgere, der satsede på Obama, men i dag står skuffede og desillusionerede tilbage.