Røde reparationer

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det blev ikke til en egentlig undskyldning til danskerne for, hvad der sagtens kan kaldes et ganske massivt vælgerbedrag, men det var nok også for meget forlangt. Der er grund til at kvittere for bodsgangen, om end den også var blevet livsnødvendig, hvis Helle Thorning-Schmidt overhovedet skal have en chance for at forblive andet end en politisk kamikazepilot, der styrer direkte mod katastrofen; om næste valg så kommer til efteråret eller først i 2015.

Man kan nok tilføje, at det i sig selv er utroværdigt, at samme statsminister lige siden regeringsdannelsen i september har strålet med budskabet om, at regeringen er kommet »fantastisk« fra start, og nu, da den nye sæson begynder, finder anledning til så eftertrykkeligt at dementere sig selv. Men lad det ligge. Det er rigtigt af statsministeren at forsøge at viske tavlen ren, sige lige ud til danskerne, at det er gået forfærdeligt i det første år, og at det kun kan blive bedre. Tillidsforholdet mellem danskerne og deres regering må og skal genoprettes.

Den politiske sommerferie er forekommet kortere i år, fordi de problemer, som regeringen gik på ferie med, var så overvældende og ikke er tilnærmelsesvist løst.

Skattereformen med de nye løftebrud er ikke forklaret hjem endnu. Forholdet til gammelkommunisterne i Enhedslisten er nærmest blevet forværret hen over sommeren med gruppeformand Henrik Sass Larsens grausame Salbe mod støttepartiet for at være ekstremistisk. I opgøret om restaurant Vejlegården har Socialdemokraterne dukket sig, fordi man véd, at en for tydelig alliance med 3F er en tabersag.

Efter kun 10 måneder ved magten står den på reparationer af alle slags i efteråret; i forholdet til vælgerne og internt på Christiansborg. Det siger i sig selv alt om, hvor håbløst S-R-SF er kommet fra start, og hvor dårligt forberedt regeringsovertagelsen var. Hvem ser i dag S vende tilbage til bare de 25 pct. af vælgerne, som ved forrige valg ifølge S-toppen selv var en »katastrofe«. Hvem ser SF tilbage på bare valgresultatet, som repræsenterede en øretæve? Splittelsen i SF er kun blevet værre i sommervarmen.

Al erfaring viser, at troværdighed, der er mistet, kan være endog meget vanskelig at genoprette. Statsministeren giver udtryk for, at regeringens problemer skyldes dårlig kommunikation; altså spin. Man må håbe, at regeringstoppen også i ny og næ tager vælgerne så alvorligt, at den overvejer, om det simpelt hen kan være det politiske indhold, det kniber med: Kickstarten, der blev væk; udlændingelempelserne; de mange nye skatter og afgifter, der koster job og grænsehandel; bekymring for erhvervslivets rammevilkår.

Sommerens radiotavshed gør det ikke nemmere i efterårssæsonen at få enderne mellem S, R og SF til at mødes. SF’s eksistentielle krise vil understrege behovet for en selvstændig rød profil, som i den grad kører på tværs af De Radikales krav om ansvarlighed i den økonomiske politik. Regeringens helt fundamentale udfordringer består derfor stadig. Det er bagsiden af at ville magten for magtens skyld.

Blå blok bør sove med støvlerne på. Målt på forårets kaos kan et nyt valg godt komme hurtigt, men det behøver ikke at komme i forbindelse med finansloven. Tør Enhedslisten vælte regeringen? Det er mere sandsynligt, at regeringspartierne slider sig selv og hinanden op.