Bernankes tøven
Selv om det burde være en selvfølge, var det naturligvis hjælpsomt for den internationale økonomi, at chefen for den europæiske centralbank, Mario Draghi, i sidste uge forsikrede, at de politisk ansvarlige vil gøre, hvad der er nødvendigt, for at bevare den fælles eurovaluta.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Forsikringerne udløste straks store kursstigninger kloden rundt, da Draghi supplerede sit løfte med en tilføjelse om, at det ganske sikkert ville være nok.
Det ses på den baggrund som en nærliggende mulighed, at centralbanken nu opkøber spanske og italienske obligationer for dermed at sænke de to landes rentebyrde til et mere overkommeligt niveau, hvilket også skulle garantere deres forbliven i valutasamarbejdet.
Alt sammen godt nyt for en global økonomi, der lider under stagnation eller noget værre i Europa, afmatning fra et allerede beskedent niveau i USA og opbremsning i Kina, der trods det fortsætter i et hæsblæsende tempo.
I en situation, hvor politiske indgreb for at få sat fart i væksten og dermed bekæmpe den rekordhøje ledighed betragtes som umulige i førende økonomier som den tyske og den amerikanske, samler interessen sig derfor omkring USA’s centralbank Federal Reserve, hvis to dages møde fra i morgen omgives med usædvanlig spænding.
Centralbankchefen Ben Bernanke har som flere af sine bestyrelseskolleger gjort det klart, at han ser et behov for nye stimulerende indgreb, hvis ikke landets økonomi meget hurtigt viser tegn på en markant forbedring.
Disse tegn kommer næppe, og da Kongressen er handlingslammet, overlades det til Federal Reserve at gribe ind. Lige meget hvad banken gør eller ikke gør, vil det give politisk genklang i en situation, hvor økonomiens tilstand kan afgøre efterårets præsidentvalg.
Bernanke har gjort det klart, at han ignorerer republikanske krav om ikke at gøre noget og heller ikke lader sig påvirke af demokraternes pres for at gøre mere. Han står ved sit løfte om at gøre alt, hvad han kan, for at nedbringe ledigheden.
Det er imidlertid Bernankes problem, at han allerede i 2008 sænkede renten til en kvart procent over nul, lovede at holde den der til slutningen af 2014 og siden da har presset renten yderligere ned ved at købe obligationer for 3.000 mia.
Disse opkøb kan imidlertid udvides, og banken er overbevist om, at det vil øge den økonomiske vækst, men den frygter, at det kun bliver i beskedent omfang. Derfor overvejes der også et supplement til, hvad der er kendt som QE3.
Dette supplement kan blive et system, hvor bankerne belønnes, hvis de udlåner flere af de penge, som de i øjeblikket sidder på, ved at have gjort det vanskeligt for både virksomheder og forbrugere at låne. Det kan også blive mere effektivt at købe boligobligationer i stedet for statsobligationer.
Skeptikere hævder, at den slags indgreb vil blive ineffektive og behæftet med alt for stor risiko i form af inflationsfare. Bernanke afviser disse indvendinger, skønt han som sine kolleger er en forsigtig mand, der nøje afvejer fordele og ulemper.
Derfor er det muligt, at Federal Reserve udsætter nye indgreb indtil sit næste møde. Det kommer imidlertid først efter sommerferien i september. Millioner af ledige har ikke råd til at vente så længe. Nye indgreb fra den amerikanske centralbank får kun beskeden effekt, men i den nuværende situation vil de være velkomne og bedre end ingenting.