Krisetvang
På trods af mere lempelige krav fra EU har Spaniens konservative regering under premierminister Mariano Rajoy måttet præsentere endnu en krisepakke – den fjerde, siden regeringen kom til magten for blot syv måneder siden.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
En kombination af skattestigninger og offentlige besparelser skal over de kommende to og et halvt år forbedre de offentlige finanser med 65 milliarder euro.
Om det vil ske, er tvivlsomt, al den stund at så betydelige indgreb i økonomien med en vis sandsynlighed vil forværre recessionen i Spanien og dermed svække statens provenu.
Opskriften er den samme pinefulde omstilling, som grækere, portugisere og irere i disse år må gennemleve, men som ikke rummer nogen garanti for en bedre tilværelse, når sundhedstilstanden i de offentlige finanser er bragt tilbage på det krævede niveau.
Netop erkendelsen af de menneskelige konsekvenser af mange års krisepolitik med deraf følgende recession har fået Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung (DIW) i Berlin til at foreslå en mere radikal løsning – tvangsobligationer.
Økonomerne i det respekterede institut vurderer, at de mest velhavende samfundsgrupper uvægerligt kommer til at bidrage mere til den økonomiske genopretning. De fleste politiske forslag har kredset om såkaldte millionærskatter, der imidlertid må forventes at få de velhavende borgere til at søge rådgivning om, hvordan de kan mindske skaderne.
I stedet for beskatning har DIW regnet på en model, hvor de mest velhavende samfundsgrupper ved lov tvinges til at købe statsobligationer, der først forrentes, når krisen er overvundet. I stedet for at opkræve de nødvendige penge som skatter ”tvangslåner” staterne pengene af borgere for siden at betale dem tilbage. Om man så har tillid til, at tvangsobligationerne til sin tid blive indfriet, er en anden sag.
Ideen er, at staterne i ét hug kan forbedre de offentlige finanser samt i al væsentligt gøre den offentlige gæld til et indenrigspolitisk anliggende. Modellen har karakter af konfiskation, men så længe staten på et tidspunkt forpligter sig til at indfri tvangsobligationerne, vurderer eksperterne i DIW, at domstolene vil acceptere fremgangsmåden.
Tvang er aldrig pynteligt, men DIW fortjener dog ros for på et seriøst, videnskabeligt grundlag at arbejde med løsningsmodeller, der repræsenterer en anden tilgang end den, som Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU-Kommissionen anvender over for Grækenland, Irland, Portugal og nu Spanien.
Med 25 millioner registrerede arbejdsløse og en historisk høj ungdomsarbejdsløshed er det nødvendigt at udnytte de videnskabelige ressourcer til at tænke i alternative kriseløsninger, herunder også gerne at tænke i ukonventionelle løsninger, så længe det overordnede sigte er tiltag, der på én gang kan bidrage til at genskabe vækst og beskæftigelse samtidig med en statsfinansiel genopretning.
Givet er det, at de europæiske velfærdsmodeller har udlevet sig selv og burde have været tilpasset en ny virkelighed, længe inden at krisen ramte.
At tilpasningen nu skal ske på det økonomisk set mindst gunstige tidspunkt, er uundgåeligt, så længe vælgerflertallet konsekvent peger på opportunistiske politikere, der kynisk lover mere velfærd uden at ville forhold sig realistisk til de langsigtede økonomiske konsekvenser.
Desværre må det konstateres, at Europa fremdeles har alt for mange politikere af dette destruktive tilsnit.