Et spildt halvår

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Formandskabet har været drevet af effektive embedsmænd, som er gode til at holde fokus, og med en ganske pæn resultattavle når de løbende sager har skullet landes. Pænt og ordentligt; professionelt embedsarbejde.

Ros har der også været til Danmark for at fastholde den oprindelige dagsorden om at udbygge Det Indre Marked og få håndteret vigtige direktiver, selv om Europa har været ved at falde sammen om ørerne på formandslandet. Kort sagt: Danmark har kørt butikken som en driftsikker formand, og det har givet eurolandene plads og frihed til at drøfte det, som virkelig optager dem: EU’s sammenhængskraft. I den debat glimrer Danmark til gengæld voldsomt ved sit fravær.

Også når det gælder EU-formandskabet, er regeringen gået i ét med embedsværket. Etiketten ”rugbrødsformandskab” har været gentaget i én uendelighed, men hvor er pålægget, pynten og visionerne, som får det danske smørrebrød til at skille sig ud?

Hverken Helle Thorning-Schmidt eller Villy Søvndal har formået at give et bud på, hvor de ser Danmark placeret i det Europa, som er ved at tage form. Det er, som om de har bevæget sig i en anden virkelighed end deres europæiske kolleger. Mens resten af EU har talt om øget integration og europæisk solidaritet, har statsministeren og udenrigsministeren ladet sig nøje med direktiver og forordninger og puttet sig bag EU-forbeholdene.

Før Danmark overtog formandskabet, syntes køreplanen klar: Det danske halvår skulle bruges til at vise skadevirkningerne af de danske forbehold. Men da det blev alvor, og undtagelsernes betydning faktisk blev større, begyndte regeringen at vakle. Sangen om Danmark og Europa blev igen sunget på velkendte melodier om, at hvis vi blander os for meget, går det sikkert galt.

»Det er rigtig rart at vide, at Danmark har den sikkerhed, at vi har et forbehold på, hvor langt vi vil gå i det økonomiske samarbejde,« som Villy Søvndal sagde det her i avisen.

Det er alligvel noget af en defensiv tilgang. Klogere blev vælgerne heller ikke just. De kan med rette spørge: Hvad vil regeringen med Europa? Hvordan skal Danmark placere sig i det nye og tættere samarbejde, som nu tegner sig?

EU er ikke uden grund blevet kritiseret for, at borgerne ikke kan følge med i og ikke inddrages i de mange planer, pagter og traktater, der forhandles i Bruxelles. Forudsætningen for en ordentlig debat om løsninger på Europas krise er, at politikerne tør gå foran og give et bud på en retning.

På det punkt har regeringen svigtet befolkningen. Selv om EU-formandskabet denne gang ikke havde samme storhed og vingesus som i 2002, da EU’s udvidelse faldt på plads under Anders Fogh Rasmussens lederskab, har det ikke de forløbne seks måneder skortet på historiske anledninger til at give et visionært bud på Europas retning og Danmarks placering. Men regeringen valgte at være passiv tilskuer.

Først når de andre har påtaget sig et ansvar og formet et plan, tør den danske regering tage stilling. Symptomatisk sendte Villy Søvndal afbud, da han fik chancen for aktivt at melde sig ind i den langt mere levende tyske debat om Europas fremtid.

EU-formandskabet endte som en understregning af Danmarks forsigtige og pragmatiske forhold til Europa. Det er der også et andet ord for: Visionsløst.