Ikke desto mindre har sultestrejken i historiens løb vist sig at være et effektivt politisk magtmiddel. Bedst kendt er vel den indiske leder Mahatma Gandhi, der under Indiens frihedskamp sultestrejkede for at lægge pres på kolonimagten England. At sultestrejken virkede, hænger sammen med, at kolonimagten frygtede folkelige optøjer og yderligere civil ulydighed, hvis lederen skulle gå hen og dø. Kolonimagten ville i folkets opfattelse få tillagt ansvaret, og en sådan situation kunne blive ganske svær at håndtere.

Selv om begrebet og virkemidlet er det samme, kan det være en smule vanskeligt at se en direkte sammenhæng mellem den indiske leders frihedskamp og de iranere, der for tiden sultestrejker i København. Det er, som om begrebet er blevet lidt udvandet, når man hører om eksempelvis nogle iranere, der sultestrejker mod et afslag på asyl, som endnu ikke er givet af de simple grund, at deres sager ikke er behandlet.

En sådan forebyggende sultestrejke giver begrebet et skær af ufrivillig komik, og det viser sig da også, at formålet er et ganske andet end at opnå asyl.

Det viser sig, at nogle mennesker med en helt anden dagsorden end asylsøgernes velbefindende er på spil. Et hjemmestrikket foretagende, der kalder sig Asylret, har specialiseret sig i gennem ulovlige aktioner at lægge pres på danske myndigheder og kynisk udnytte mennesker i vanskelige situationer til sine forehavender - blandt andet den opsigtsvækkende besættelse af Brorsons Kirke i 2009.

Konfronteret med den manglende logik i de aktuelle aktioner erklærer en talsmand for Asylret frejdigt, at det slet ikke handler om danske forhold. Det handler om, at der skal lægges pres på det politiske styre i Iran. Faktisk handler det om, at der skal iværksættes en international boykot af præstestyret i Teheran, og med det formål foranstalter man sultestrejke i København med aktører, som ikke personligt har noget i klemme og muligvis ikke ville få det, hvis ikke det lige var for sultestrejken.

Logikken i dette arrangement fortoner sig i politiske tåger, og det politiske budskab i sig selv er heller ikke lige til at få øje på. Foretagendet kalder sig humanistisk og venstreorienteret, og kilder erklærer, at det i virkeligheden er en sammenslutning af revolutionære kommunister.

Talsmanden præsenterer sig da også som »en stolt kommunist, der vil være kommunist resten af livet, og som vil kæmpe for, at kommunismen bliver praktiseret i den vestlige verden.« Det er lidt vanskeligt at se en klar ideologisk linje i hele dette foretagende og dets lidt besynderlige aktionsmetoder, men ét er sikkert: Det opnår at udvande begrebet sultestrejke og afmontere det som et effektivt politisk eller personligt pressionsmiddel. En afgørende forudsætning for en sultestrejkes succes er nemlig, at dens formål har bred folkelig opbakning, og at dens formål i forvejen er omgærdet af et passende mål af folkelig sympati. En sultestrejke, som er orkestreret af et foretagende, der blot vil misbruge folk i en trængt situation til at opnå helt andre mål i et helt andet land, er det svært at finde folkelig opbakning til, og når kendskabet til sådanne flossede metoder breder sig, vil det før så effektive magtmiddel blot blive mødt med det skuldertræk, som det i den udvandede form fortjener.