SF's forliskurs

For med udenrigsminister Søvndal og den unge skatteminister Thor Möger Pedersen på broen har partiet på få år bevæget sig fra at ride på en bølge med stor vælgeropbakning til en position, hvor man længe har haft kurs direkte mod isbjerget uden at kunne styre udenom. Når partiet fra i dag og til søndag holder landsmøde i Kolding, er det i en form sønderrevet af magtkampe, udsigt til et bittert opgør om næstformandsposten og med friske meningsmålinger, der sender partiet ned på 5,5 pct. i vælgertilslutning. I forhold til valgresultater på henholdsvis 13 og 9,2 pct. i 2007 og 2011 er det katastrofalt. Det er stadig for tidligt at tale om SF's forlis, men på den anden side er det langt fra sikkert, at - undskyld udtrykket - bunden er nået. SF har som De Konservative bittert måttet sande, at det har store konsekvenser for partiidentiteten og ideologien at være ”den lille” i regeringssamarbejdet. Man efterlod ideologien i det berømte tårn, hvor de tre nuværende regeringspartnere forhandlede. Partiet er især på den økonomiske politik blevet sendt mod højre af De Radikales massive fodaftryk på regeringsgrundlaget, dets mærkesager er faldet en for en, mest markant i forbindelse med betalingsringen, og mange af de traditionelle venstrefløjsvælgere er i skuffelse over især forligene om efterløn og dagpenge rykket til Enhedslisten. Prisen for regeringsmagten og for forvandlingen fra notorisk (og ansvarsløst) protestparti til regeringsdueligt og ansvarligt parti har været høj. Men dette er kun bagtæppet for den interne konflikt, som udspiller sig i partiet, og som efter al sandsynlighed vil nå sit foreløbige klimaks i denne weekend. Som Lars Olsen var inde på i en kronik her i avisen i går, og som det er fremgået i fuld offentlighed den seneste lange tid, udkæmpes der en hård kulturkamp blandt folkesocialisterne mellem Villy Søvndal og hans unge gruppe med Thor Möger i spidsen, traditionalisterne med næstformand Meta Fuglsang i spidsen og de grønne, som blandt andre tæller miljøminister Ida Auken. De vil noget forskelligt med partiet og stiller med hver deres næstformandskandidat. Hvis Thor Möger og Villy Søvndal ikke får opbakning til deres næstformandskandidat Mattias Tesfaye, vil det være en katastrofe, men selv om det går anderledes, er partiets kvaler langt fra overstået. For den uro på fløjene og i baglandet, som længe har ulmet, er brudt ud i lys lue og retter sig i allerhøjeste grad mod Søvndals protegé, chefstrateg Möger. De utilfredse mener, at hans manipulerende ledelsesstil og strategiske fejlsatsninger bærer en stor del af skylden for SF's tilbagegang, blandt andet hans igangværende forsøg på at ”genføde” SF som et arbejderparti, selv om partiet aldrig har været det.

Det kræver derfor et lederskab af Villy Søvndal, som det er fristende at tro, han ikke besidder, hvis han skal vende den negative spiral. Dermed er hans problemer også Helle Thorning-Schmidts. For selv om mange vil indvende, at der stadig er lang tid til næste valg, er spørgsmålet, hvor længe regeringslederen kan holde sammen på en regering med så åbenlyse problemer partnerne imellem, og hvor det ene regeringsparti er på kollisionskurs med sig selv? Et endnu mere nærliggende spørgsmål er, hvor længe de lurepassende radikale vil deltage i den forestilling?