Fjern 266b

I januar i år blev han ved Retten på Frederiksberg frifundet i samme sag, men der er grund til at hæfte sig ved, at der i virkeligheden ikke er ret stor forskel på de to afgørelser.

Både byret og landsret vurderer nemlig, at Hedegaards udtalelser i deres substans er retsstridige.

Den eneste - og afgørende - forskel er, at byretten accepterede Lars Hedegaards forklaring om, at udtalelserne ikke umiddelbart var fremsat med henblik på offentliggørelse i uredigeret form, mens landsretten mente, at han »burde have indset, at hans udtalelser ville blive offentligt udbredt til en videre kreds.«

Heri ligger forskellen, for det er ikke strafbart at fremsætte sådanne udtalelser under private former, uanset hvor krænkende de måtte være, hvis de blev fremsat offentligt.

Derfor gik Hedegaard også lidt vidt i sin tolkning, da han ved årets begyndelse udråbte sin frifindelse i byretten til »en sejr for ytringsfriheden.«

Byretsdommen var overhovedet ikke en sejr for ytringsfriheden.

Den var udelukkende en stadfæstelse af, at man trods alt har lov til at tale frit i sit eget hjem eller i andre lukkede forsamlinger.

Både byretsdommen og landsretsdommen er til gengæld et godt og vægtigt argument for, at tiden er inde til at få afskaffet straffelovens paragraf 266b, og at man ved samme lejlighed bør afskaffe blasfemiparagraffen, paragraf 140.

De to paragraffer repræsenterer en utålelig begrænsning af den offentlige debat.

Ikke at det skal være tilladt at sige hvad som helst om hvem som helst, eller at det skal være tilladt at fremsætte løgne, trusler eller opfordring til vold, men den slags uhyrligheder imødegås så glimrende af andre paragraffer.

Den såkaldte racismeparagraf er i årenes løb justeret flere gange, og hver gang har det medført yderligere begrænsning af den frie debat.

Hver gang er der tilføjet nye befolkningsgrupper, som man ikke må fornærme, men tilbage står det juridiske paradoks, at man rent logisk må slutte, at man så gerne må fornærme de grupper, der ikke er specifikt nævnt. For eksempel indfødte danske statsborgere. Det er noget rod.

Blasfemiparagraffen er og har altid været et misfoster i en samling af bestemmelser, som har til formål at beskytte individet mod ærekrænkelser, fornærmelser og trusler.

Straffeloven indeholder i forvejen talrige bestemmelser til at imødegå det, som oprindeligt i 1930'erne var formålet med det, der senere blev til racismeparagraffen, nemlig løgnagtige beskyldninger, opfordring til had og vold mod bestemte grupper og individer. Vold og trusler om vold er naturligvis forbudt og skal stadig være det, men det er ødelæggende for den offentlige debat, at grupper kan afspore den ved at rejse straffesag mod dem, der måtte være uenige.

Tåbelige argumenter skal imødegås med gode argumenter, ikke med paragraffer, bøder og fængselsstraf.

Dette gode synspunkt er i disse år under kraftigt pres både nationalt og internationalt, hvor især en muslimsk baseret krænkelsesfundamentalisme i FN-regi truer det frie ord.