Uenighed i G8

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

På et hotel i et fjernt hjørne af Nordirland har lederne for nogle af verdens største økonomier mandag og tirsdag holdt deres årlige topmøde. Emnerne har være frihandel, beskatning og gennemsigtighed, men det mest iøjnefaldende har været uenigheden med Rusland om udviklingen i Syrien.

Med USA i spidsen har Japan, Tyskland, Storbritannien, Canada, Frankrig og Italien udgjort en enig front over for Rusland, der så stædigt støtter Assad-regimet, at lidelserne nu vil kunne fortsætte på ubestemt tid sammen med de krigsforbrydelser, der menes at finde sted.

Nok støtter G8 en fredskonference i Genève, men så længe Ruslands præsident Vladimir Putin støtter Bashar al-Assad, der umuligt kan have en rolle i fremtidens Syrien, har topmødet ved Lough Erne udstillet en storpolitisk splittelse, som regimet i Damaskus vil vide at udnytte.

Den verdensøkonomiske krise har fået alle regeringer til at samle sig om et angreb på dem, der ikke yder deres bidrag til statskasserne, og de lande, der hjælper dem.

Næppe nogen kan se med sympati på bevidst skatteunddragelse eller økonomisk kriminalitet af mere alvorlig karakter. Derimod smager det af dobbeltmoral, når G8-landene finder grund til at mene, at virksomheder og private bør afholde sig fra skattetænkning.

Sandheden er jo, at G8-landene om nogen udfolder store bestræbelser for at tiltrække internationale investeringer for at fremme økonomisk vækst og beskæftigelse, og som led heri bruges skattepolitikken ofte meget aggressivt.

Nogle lande giver skattefrihed i en årrække. Andre lokker med direkte statsstøtte. Andre igen tilbyder incitatementer, der har samme effekt - nemlig at tvinge virksomhederne til ikke kun at afveje, hvor det samlet set bedst kan betale sig at investere, men også om land A tilbyder mere attraktive skattevilkår end land B. I industrilandene svinger selskabsskatteprocenten mellem 12,5 og 39,5 pct. Hertil kommer vidt forskellige regelsæt og store variationer i aggressiviteten i de enkelte landes skatteopkrævning. Kendsgerningen er, at internationale virksomheder må ofre uforholdsmæssigt store ressourcer på blot at sikre, at de ikke ufrivilligt kommer i konflikt med skattesystemerne i de lande, hvor de opererer.

Hvis G8-landene i almindelighed og EU-landene i særdeleshed havde et oprigtigt ønske om at bekæmpe skattetænkning, ville den eneste fornuftige løsning være at arbejde hen imod tilnærmelsesvist ens skattesatser og regler. Ikke alene ville det spare erhvervslivet for enorme omkostninger, der i stedet ville kunne bruges på at skabe arbejdspladser. Det ville også kunne rette den globale dagsorden mod vigtigere emner. Igen udstiller den manglende sammenhæng mellem ord og handling, at G8 har mistet betydning.

Ikke at verden mangler problemer at løse. Klimaforandringerne er endnu ikke adresseret. En ny global frihandelsaftale er droppet til fordel for en transatlantisk ditto. Irans atomprogram fortsætter ufortrødent.

Verden savner et forum, hvor stats- og regeringscheferne fra verdens største økonomier kan mødes for at tage hånd om disse udfordringer, men så længe der ikke eksisterer reel vilje til at investere den nødvendige politiske kapital, vil verden blive mere fragmenteret og dermed mere risikofyldt. Det har altid værdi, at politiske ledere mødes og lærer hinanden at kende, men topmødet har sat spørgsmåltegn ved relevansen af Ruslands deltagelse, da det atter har understreget svaghederne, når uenigheden fylder mere end enigheden.