Irans valg

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Flere spørgsmål presser sig på efter den centrumssøgende Hassan Rohanis overraskende sejr i første runde af det iranske præsidentvalg.

For det første: Hvad er Rohanis planer indenrigspolitisk, er der udsigt til reformer og lempelse af det terrorregime, som befolkningen har levet under siden vælgeroprøret i 2009? For det andet: Kan omverdenen se frem til en mere forsonlig iransk linje i atomforhandlingerne? Og for det tredje: Hvor går grænserne for Rohanis magt i forhold til den religiøse diktator Ayatollah Khamenei og hans omfattende undertrykkelsesapparat og dybe stat, ikke mindst den republikanske garde og Basij-styrkerne, regimets ideologiske fortrop, der i løbet af de seneste år har skabt et parallelsamfund, som holder befolkningen i et jerngreb?

Hvis man bruger Irans nyere historie som vejviser, er der ikke grund til den store optimisme på den indenrigspolitiske scene. Da den moderate reformator Mohammad Khatami vandt præsidentvalget i 1997, var der store forventninger til ham blandt reformtilhængere, men de blev gjort sørgeligt til skamme. Studenteroprør i 1999 og 2003 med krav om reformer og større individuel frihed blev slået ned med brutal hånd, uden at Khatami kunne eller ville gøre noget for at forhindre overgrebene.

Ayatollah Khamenei og hans allierede havde held til at udmanøvrere Khatami og kuldsejle hans reformplaner. Den detroniserede præsident forlod embedet som en stærkt upopulær og slagen mand.

Under valget i 2009 agiterede reformkræfterne med fornyet styrke for større frihed og et forbedret forhold til omverdenen. Det lykkedes at mobilisere en grøn reformbevægelse med millioner af tilhængere bag præsidentkandidaten MirHossein Mousavi. Alt tyder på, at han fik flest stemmer, men takket være omfattende valgsvindel blev den siddende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, udråbt til vinder, og regimet knuste i de følgende måneder reformtilhængernes protester med vold, intimidering og massearrestationer.

Der er dog næppe tvivl om, at Khamenei vil anstrenge sig for at undgå, at det kommer til sammenstød som i 2009. Det kan betyde, at den 64-årige Rohani vil få et vist spillerum til at løsne grebet om det iranske samfund og gøre det lettere at være kvinde, om end der vil være grænser.

Udenrigspolitisk har Rohani plæderet for nødvendigheden af et bedre forhold til omverdenen. Hans mål er at få Iran ud af den isolation, som landet har befundet sig i som følge af landets atomprogram. Rohani var Irans chefforhandler med Europa under præsident Khatami. Han suspenderede i en periode Irans berigelse af uran og tillod FN’s inspektører at lave stikprøver, så umiddelbart skulle man tro, at der er grund til håb om et mere medgørligt Iran, men så enkelt er det ikke.

Atomprogrammet og sikkerhedspolitik er Ayatollah Khameneis domæne. Desuden synes Rohanis vilje til kompromis at have mere at gøre med tone end med substans. Det fremgår af en bog om sikkerhedspolitik og diplomati, som han udsendte sidste år.

Hans strategi er tilsyneladende at holde Vesten hen med snak og spille de enkelte lande ud mod hinanden, sådan at Iran i det skjulte kan fortsætte sit program, til man har kapacitet til at bygge en bombe. I så fald kan Rohani ende med at blive en større udfordring for Vesten end forgængeren Ahmadinejad.